Danmark led i krigene i 1807 og 1864 nederlag så store, at det blev besluttet at Danmark fremover kun kunne forsvare en lille del af landet, hvis vi igen skulle komme i krig. Derfor satsede Danmark på et effektivt forsvar af hovedstaden København.

En del af dette forsvar blev landbefæstningen, der blev anlagt ca. 10 km fra København – præcis så langt fra byen at fjendens kanoner ikke kunne nå det vigtige centrum. Landbefæstningen bestod af Vestvolden og Nordfronten. Gentofte spillede en vigtig rolle i netop Nordfronten med  bl.a. Fæstningskanalen, Garderhøjfortet og Ordrup krat batterierne.

FæstningskanalenOversvømmelsen - ermelunden
Fæstningskanalen løber fra Furesøen til Ermelunden og blev anlagt i årene 1886-1887 for at lede vand til tre planlagte oversvømmelsesområder. I tilfælde af krig skulle oversvømmelsen fungere som en voldgrav, der beskyttede hovedstaden mod angreb fra nord.
Anlægget betod af to dele – Nordre oversvømmelse, som løber fra Ermelundens Stemmeværk til Strandvejen og Søndre oversvømmelse, der løber fra Jægersborg Stemmeværk til Vestvolden.
Hvis hele kanalen skulle fyldes med vand ville det tage ca. 8 dage. Forsvaret havde dog forskellige metoder for at fylde kanalen, så hvis der opstod et pludseligt behov, kunne Nordre oversvømmelse etableres på under to døgn.

Garderhøjfortet

Pentax Digital Camera

Garderhøjfortet fik en helt særlig begyndelse. Finansieringen af hele befæstningen var et hovedstridspunkt i dansk indenrigspolitik i 1880’erne og helt frem til 1894. Politikerne kunne ikke blive enige om finansieringen af Garderhøjfortet hvilket førte til, at en gruppe borgere, herunder af foreningen “Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme” selv tog affære og samlede den svimlende sum af 1,5 millioner kroner ind til bygning af fortet. Indsamlingen af penge skete primært gennem frivillige donationer, men også ved afholdelse af lotterier, basarer og optræden.

Garderhøjfortet blev udrustet med pansertårne med kraftige kanoner og forsvindingstårne med mindre kanoner og maskingeværer. Det var også det eneste fort med egen infanterikaserne. Som kronen på værket blev fortet udstyret med den såkaldte To-kanon – den tids største og mest avancerede våben.

Ordrup krat batterierne

Ordrup krat batterierne opførtes i 1887-1888 og skulle flankere oversvømmelsen. Batterierne bestod af Østre og Vestre Ordrup Krat batteri. En flankering af oversvømmelsen var nødvendig da oversvømmelsen på dette område var forholdsvis smal, og let kunne forceres. Batterierne blev anlagt ved sydenden af nogle af dæmningerne, der skulle regulere vandstanden i oversvømmelsen, således at der kunne skydes på langs af den.

Østre Ordrup Krat batteri ligger nu på Galopbanens område.