Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte Kommune i tidsrummet 24. april – 11. maj 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld, Hellerup
Tidspunkt: 09/05-2017

Kl. 1258 anmeldtes et færdselsuheld på Tuborgvej i krydset med Lyngbyvej.

Part 1, personbil ført af en 39 årig kvinde fra Charlottenlund, kørte mod øst på Tuborgvej og ud i krydset, hvor hun formentligt overså det røde lys, hvorefter hun blev påkørt af part 2, personbil ført af en 19 årig kvinde fra Hellerup, der kørte ud i krydset på Lyngbyvej mod syd. Ingen personskade.

Brand, Charlottenlund
Tidspunkt: 08/05-2017

Kl. 1605 anmeldtes ild i noget tøj i et forladt hus på Gyldenlundsvej.

Brandvæsen og patrulje til stedet, hvor ilden hurtigt blev slukket uden skader på huset. Brandårsagen undersøges.

Eftersøgning af 7 årig dreng, Gentofte
Tidspunkt: 08/05-2017

Kl. 1710 anmeldte en moder, at hendes 7 årige søn ikke var kommet hjem efter skole.

Patrulje til stedet for optagelse af rapport, ligesom der blev udsendt efterlysning af drengen til nabopolitikredse, udsendt SMS til borgerne i området, ligesom patruljer blev sendt for eftersøgning.

Kl. 2030 meddelte en patrulje fra Hovedbanegården, at man havde fundet drengen i god behold, hvorefter han blev kørt hjem til moderen, hvor han fik mad og kunne sove roligt. Han havde kørt rundt med flere tog indtil han nåede Hovedbanegården.

Vold, Hellerup
Tidspunkt: 07/05-2017

Kl. 0112 anmeldtes fra en beværtning på Sct. Pedersvej, at nogle personer var i tumult udenfor stedet.

Patrulje kørte frem og anholdt en 22 årig og en 24 årig, begge mænd, der taget med til afrusning og sigtelse for vold. Den forurettede 26 årige mand, blev sendt til sygehuset for behandling.

Tricktyveri, Gentofte
Tidspunkt: 07/05-2017

Kl. 1440 anmeldte en 72 årig mand fra byen, at han kort forinden var blevet opsøgt af A og B, ud for en tankstation på Jægersborg Alle.

De havde fået ham til at tage sin pung frem og kort efter manglede han sit dankort, som han kort forinden havde brugt til at betale med.

Gerningsmændene beskrives som:

A: Mand, Romansk af udseende, 40-45 år, ca. 170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Fremmedsprog, Iført: blå jeans, sort trøje, sort kasket,

og

B: Mand, Romansk af udseende, 40-45 år, ca. 170 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Iført: mørk, kort jakke.

Røgudvikling, Charlottenlund
Tidspunkt: 07/05-2017

Kl. 1501 anmeldtes der kraftig røgudvikling fra en lejlighed på Broholms Alle.

Brandvæsen og patruljer til stedet, hvor det lykkedes at vække beboeren, der havde glemt en gryde på komfuret.

Spirituskørsel, Hellerup
Tidspunkt: 07/05-2017

Kl. 1725 standsede en patrulje på Bernstorffsvej en spirituspåvirket fører af en personbil.

Føreren, en 66 årig mand fra København, blev alkometertestet, anholdt og taget med til prøveudtagning.

Narkobilist, Hellerup
Tidspunkt: 01/05-2017

Kl. 0252 standsede en patrulje på Lyngbyvej en narkopåvirket fører af en personbil.

Føreren, en 19 årig mand fra København, ønskede ikke at deltage i en narkometertest, hvorfor han blev anholdt og taget med til prøveudtagning.