Bellevue Teateret i Klampenborg har i lang tid haft økonomiske problemer. Til trods for succeser som f.eks. Folk og Røvere i Kardemomme by ved juletid har den høje husleje til ejeren, Jes Kølpin tynget. Selv om Gentofte Kommune hvert år giver 6,2 millioner i egnsteaterstøtte, har teateret en gæld på godt en million kr.

Tidligere direktør Anette Vendelbo erstattes derfor af Pia Jette Hansen, som har haft stor succes på Østre Gasværk Teater.

” Jeg vil skabe et aktivt hus, hvor dørene står på vid gab for både Gentofte-borgere og alle oplevelseselskere i Danmark. Det kræver, at vi nytænker teaterformater, samproducerer, åbner for gæstespil, åbner Arne Jacobsens teaterhus op på nye tider af døgnet og rammer borgere og gæster i øjenhøjde. Børn og voksne. Vi skal være bevidste om den samtid, vi lever i og have en tilgængelighed, som er ekstraordinær,” siger den nye direktør i en pressemeddelelse, hvor hun samtidig glæder sig til at smøge ærmerne op og komme i gang.

Vi ønsker den nye direktør held og lykke.

Bellevue Teateret Foto: IIDM