Vi bringer dette læserbrev fra Mads Fuglede (V), MF (Læserbrevet har også været bragt i Villabyerne):

Aldrig før har så mange danskere haft et lønmodtagerjob, som tilfældet er i dag. Helt præcis er der tale om 2.728.800 danskere. Samtidig er antallet af offentligt forsørgede faldet med 44.000 siden folketingsvalget i 2015.

Væksten i lønmodtagere dækker hele landet, men det er især indbyggerne i hovedstadsområdet, der trækker tallet op. Siden folketingsvalget er antallet af lønmodtagere nemlig vokset med 42.000 i hovedstadsområdet. Det betyder, at der nu er over 340.000 lønmodtagere i Københavns omegn, herunder Gentofte.

Det er gode nyheder. For det betyder noget at have et arbejde at stå op til. Det betyder noget at kunne forsørge sig og sine.

Danmarksrekorden i beskæftigelse er naturligvis hjulpet på vej af generel højkonjunktur, men det er i høj grad også resultatet af regeringens indsatser på beskæftigelsesområdet. Da vi overtog regeringsansvaret 2015, indførte vi et kontanthjælpsloft, en 225-timersregel og en integrationsydelse. Sammen med de målrettede skattelettelser, vi har aftalt at give til hårdtarbejdende danskere, bidrager det til, at langt flere skifter kontanthjælpen ud med et arbejde.

Venstre har også stået for at lave en lang række initiativer, der skal styrke erhvervslivet. Det handler bl.a. om en erhvervs- og iværksætterpakke og afgiftslettelser til vores virksomheder.

Her i Gentofte blev der i 2017 skabt mange nye virksomheder. Gentofte var faktisk den kommune i hele landet, der havde det højeste antal nye virksomheder i forhold til antal indbyggere. Det er godt for Gentoftes borgere.

Der er med andre ord meget at fejre. Det går godt i Danmark, og det går godt i hovedstadsområdet. Men vi skal fortsætte arbejde og give opsvinget flyvelængde, så endnu flere danskere kan blive en del af det arbejdende fællesskab.