Garderhøjfortet
Garderhøjfort 4
2820 Gentofte
Tlf: 39 65 61 79

Garderhøjfortet fik en helt særlig begyndelse. Finansieringen af hele befæstningen var et hovedstridspunkt i dansk indenrigspolitik i 1880’erne og helt frem til 1894. Politikerne kunne ikke blive enige om finansieringen af Garderhøjfortet hvilket førte til, at en gruppe borgere, herunder af foreningen “Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme” selv tog affære og samlede den svimlende sum af 1,5 millioner kroner ind til bygning af fortet. Indsamlingen af penge skete primært gennem frivillige donationer, men også ved afholdelse af lotterier, basarer og optræden.

Garderhøjfortet blev udrustet med pansertårne med kraftige kanoner og forsvindingstårne med mindre kanoner og maskingeværer. Det var også det eneste fort med egen infanterikaserne. Som kronen på værket blev fortet udstyret med den såkaldte To-kanon – den tids største og mest avancerede våben.