Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet Jul 03, 2018-Jul 11, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Racercykel stjålet fra kælderrum
Hellerup: En racercykel er i tidsrummet fra mandag klokken 20 til tirsdag klokken 17 blevet stjålet fra et kælderrum i Tuborg Havepark. Tyven har skaffet sig adgang til stedet ved at klippe et dørbeslag over.

Sten kastet gennem rude
Hellerup: Nogle beboere på Ellehøj fik tirsdag aften klokken 23.30 en forskrækkelse, da en sten på størrelse med en brosten blev kastet gennem ruden til et af boligens værelser. En videoovervågning fra stedet viser en mand og en anden person ved huset.

Tyv løb med valuta og smykker
Klampenborg: En tyv er ved et indbrud i en villa på Chr. Holms Parallelvej løbet med et ukendt beløb i Euro, svenske kroner og britiske pund. Desuden er et smykkeskrin blevet tømt og medaljer samt et lommeur i guld er stjålet. Indbruddet er sket i dagene mellem fredag klokken 08 til mandag klokken 08.35, og tyven er kommet ind ved at bryde et vin due op.

Lommetyv på spil
Lyngby: En 67-årig kvinde fra Gentofte fik mandag eftermiddag mellem klokken 13 og 13.05 stjålet sin pung, da hun var en tur i Lyngby Storcenter. Kvinden havde været en tur i boghandleren, og da hun igen skulle bruge sin pung, opdagede hun, at den var væk og, at hendes rygsæk stod lidt åben. I pungen var kontanter, kørekort, buskort, sundhedskort og diverse betalingskort

Smed cola ind i bil
Gentofte: En 61-årig kvinde fik mandag aften omkring klokken 18.15 en bule i sit biltag og sin bil smurt ind i cola, da en anden kvinde blev vred over, at den 61-årige havde dyttet af en pige, som løb på løbehjul midt på kørebanen på Stolpegårdsvej. Pigen var kommet i slinger og den 61-årige dyttede lidt af hende og stoppede i øvrigt op, da en anden kvinde – muligvis pigens mor – kom hen til den 61-årige og begyndte at hamre hånden i biltaget, mens hun råbte, at den 61-årige skulle “s kride ad helvede til” og sluttede af med at smide et papkrus fyldt med cola ind i den 61-åriges bil.

Hærværk mod biler
Charlottenlund/Hillerød: En ukendt gerningsmand har mellem fredag klokken 22 og lørdag klokken 10 knust den bageste højre siderude på en bil, som holdt parkeret på Kirkevej. Der er ikke stjålet noget fra bilen. I Hillerød har en bil fået buler i taget efter ukendte personer har gået på bilen. Dette hærværk er sket mellem lørdag klokken 17.30 og søndag klokken 18.30 på Carlsbergvej.

(No) sex on the beach
Hellerup: En 37-årig kvinde ringede søndag aften ved 21-tiden til politiet for at anmelde, at et ældre ægtepar havde sex på Hellerup Strand. Ifølge kvinden var flere borgere gået fra stedet i forfærdelse, mens andre havde taget deres mobiltelefoner frem for at filme seancen. Kvinden oplyste også, at parret godt nok lå under et lagen, men der var ifølge hende ingen tvivl om, hvad der foregik. En patrulje kørte ud til stedet, og her viste det sig, at der godt nok var et par, som lå tæt sammen under et tæppe – men det var mere uskyldigt, end først antaget. Parret blev dog formanet om at finde et andet sted, hvis de skulle få lyst til andet end bare at ligge tæt.

Design-lamper stjålet
Gentofte: Fra en villa på Skovvej er der i dagene fra mandag klokken 15 til torsdag klokken 09.30 blevet stjålet en PH kobber lampe fra husmuren ved villaens indgangsparti.

Spritbilist standset
Hellerup: En 20-årig mand blev klokken 03.24 natten til torsdag standset, da han kom kørende på Strandvejen. Mandens alkometertest viste, at hans promille har højere end den tilladte og han blev derfor taget med på hospitalet for at få taget en blodprøve, som skal vise hans nøjagtige promille.

Musik til ulempe, Gentofte
Klokken 23.27 blev en patrulje sendt til Anemonevej i Gentofte , hvor en studenterfest spillede for høj musik. Betjentene på stedet fik dæmpet musikken og skrevet i en del studenterhuer, inden nattens vagt fortsatte.

Nordsjællands Politi opfordrer de nyudklækkede studenter samt alle andre med sommerferie til at huske på, at nogen stadig skal op på arbejde og lignende, og at alle derfor ikke tænker “I like it” om Cardi B’s musik skruet op til max.

Hærværk, Hellerup
Klokken 00.07 sparkede en ukendt mand højre sidespejl af en parkeret bil på Strandvejen i Hellerup. Manden beskrives som:

25-30 år, dansk af udseende, talte dansk, 185-190 cm høj, almindelig af bygning, hvid i huden, med brunt, kort hår, iført lyse shorts og lys t-shirt. Manden kørte efterfølgende fra stedet i en bil fra DriveNow, BMW BZ48744.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev