Michael Noers næste film FØR FROSTEN ligner intet af det, han tidligere har skabt, men har allerede inden premieren modtaget manges hyldest. Filmen har premiere d. 10.jan 2019 og vises i Gentofte Kino.

SYNOPSIS
Der hersker trange kår på landet i det 19. århundrede. Med endnu en hård vinter forude står bonden Jens over for et ubærligt valg. Hvis familien skal overleve vinteren, tvinges han til at indgå en pagt med storbonden på den nærliggende gård og gifte sin datter Signe bort. Det kaster familien ud i splittelse, hemmeligheder og mord. Spørgsmålet er, hvor meget Jens vil ofre for at redde sine børn?

HANDLINGSREFERAT
’Før Frosten’ er en dramatisk fortælling som finder sted ude på landet i 1850’ernes Danmark. Familien som består af den fattige husbond Jens og hans voksne børn bor et sted ude på landet. Her hersker dyb armod og trange kår i den gamle rønne. Og da endnu en vinter står for døren, er Jens tvunget til at træffe en svær beslutning, for hvis familien skal overleve vinteren, må han nødvendigvis indgå en pagt med storbonden på den nærliggende gård. Og selvom han allerede har en stiltiende aftale med en af egnens unge karle, som har kastet sin kærlighed på Jens’ eneste datter, Signe, så tegner den kommende pagt med den mere velhavende storbonde til at kaste store fordele af sig for Jens og resten af hans familie.
Stik mod Signes vilje, lover Jens at lade datteren indgå i den aftalte pagt og snart kastes familien ud i dyb splittelse da skæbnesvangre hemmeligheder åbenbares og et mord får katastrofale konsekvenser. Hvor langt kan Jens gå for at redde sine børn og hvor meget kan man byde dem, for at sikre sin egen agtelse?

INTERNATIONALT OM FILMEN
Allerede måneder før den danske premiere fik det internationale filmpublikum lov til at opleve filmen på filmfestivaler i både Toronto, Chicago, Rom og Tokyo under titlen ’Before the Frost’.
Her har filmen bjergtaget publikum og det resulterede bl.a. i at Jesper Christensen modtog hovedprisen for bedste mandlige skuespiller på Chicago International Filmfestival. Samme ære tilfaldt ham en uge senere på Tokyo International Film Festival, hvor også filmen (v. Michael Noer) modtog festivalens hovedpris.
Og afslutningsvis udkom det anerkendte filmmagasin Hollywood Reporter så i efteråret med en stærk anmeldelse, hvori Jesper Christensens præstation blev udråbt til en imponerende ’tour-de-force’, som atter understregede den danske skuespillers præstation i filmen.

Før frosten. Foto: Gentofte Kino