Kræftens bekæmpelse skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om HPV Vaccinen:

Livmoderhalskræft skyldes infektion med HPV. Langt de fleste HPV-infektioner går over af sig selv, men nogle bliver kroniske og kan medføre celleforandringer i livmoderhalsen.

Desværre kan du ikke mærke, om du er smittet med HPV eller har celleforandringer. Men du kan beskytte dig mod livmoderhalskræft ved at tage imod tilbud om HPV-vaccination og screening.

80 pct. af alle seksuelt aktive får HPV-infektion

HPV smitter ved seksuel kontakt. HPV kan også sidde på huden omkring kønsorganerne. 80 pct. af alle seksuelt aktive vil i løbet af deres liv blive smittet med HPV en eller flere gange.

Nogle infektioner bekæmper kroppen selv, ligesom den klarer en forkølelse. Andre HPV-infektioner bliver kroniske. Hvis en HPV-infektion bliver kronisk, kan det medføre celleforandringer, som kan udvikle sig videre til livmoderhalskræft.

Celleforandringer er altså ikke kræft, men kan være forstadier til kræft. De kan opdages, f.eks. ved screening, og behandles i tide.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev