Gentofte Kommune er fyldt med kulturarv, men det er de færreste der lægger mærke til det. Du kommer forbi det når du går tur i Ordrup Krat, når du lufter hunden i Ermelunden, når du ser Galop på Galopbanen, når du afleverer dit affald på Genbrugspladsen og når du står af toget ved Klampenborg Station. Garderhøjfortet har en udfordring til alle her i sommerferien – prøv at se hvor mange dele af Befæstningen du kan opdage på dine ture rundt i kommunen – og kom så ned på Garderhøjfortet og få den store fortælling om Københavns Befæstning og den oversvømmelse der var planlagt af store områder af Gentofte.

Indgangen fra Jægersborgvej ser ikke ud af meget. 2 bannere og en parkeringsplads er den eneste indikation af at den lange allé fører til andet end det omkringliggende villakvarter. Men bevæger man sig ned af alleen står man pludselig på et stort grønt område og hvis man tør liste sig længere frem bryder det kæmpe fort op ad jorden. Garderhøjfortet ligger super godt gemt og mange har derfor ikke opdaget dets eksistens, men det satser leder, Kristine Adler-Nissen stærkt på at ændre:

”Det er tit at folk rejser langt væk for at opleve museer og se på historiske bygningsværker. Men ofte glemmer folk alt det der nærmest ligger i deres egne baghaver. Jeg hører om rigtig mange der rejser helt til Verdun i Frankrig for at se forter fra 1. verdenskrig men som aldrig har været på forterne på Københavns Befæstning. Og de står ovenikøbet i en meget bedre stand fordi de aldrig er blevet bombet. På Garderhøjfortet har vi f.eks. stort set samme kanontårn som på Fort Vaux ved Verdun, her er det bare stadig fuldt funktionsdygtigt og man kan endda selv prøve at dreje det i stilling!”

Gentofte Kommune er helt fyldt med Forter, Batterier, kanonstillinger og dæmninger som alle sammen var en del af Nordfronten i Københavns Befæstning. Nogle af bygningsværkerne ligger på privat grund og bliver brugt som vinkælde eller opbevaringsrum, mens andre ligger spredt i de grønne områder.

”Når jeg kører rundt i Gentofte prøver jeg altid at se om jeg kan spotte nye dele af befæstningen som jeg ikke har opdaget før. Det er sjovt at se hvordan de batterier der før var beregnet til kanoner pludselig får nye anvendelsesmåder. Vi bliver af og til kontaktet af borgere der har købt et hus med en del af Befæstningen og vil vide lidt mere – eller af medarbejdere i kommunen, der også gerne vil vide mere f.eks. om den mærkelige bygning på Marienbjerg kirkegård eller på genbrugspladsen. Jeg tror at Gentofte er et af de eneste steder i verden hvor man ligefrem kan campere på et fort!” fortsætter Kristine Adler-Nissen

Hvis nogen skulle have fået blod på tanden og gerne vil gå på opdagelse efter skjulte dele af Befæstningen, er det bare at gå i gang! Hvis man gerne vil have lidt hjælpe til hvilke områder man skal lede i, kan man starte med en tur på Garderhøjfortet, som også ligger inde med både guidebøger og foldere der beskriver nogle af alle de anlæg der er i kommunen.

”Vi vil rigtig gerne hjælpe med information til alle de der interesserer sig for den lokale historie. Lige nu er det nok mest stranden der lokker mest, men næst efter badeturen er Garderhøjfortet faktisk det perfekte sted at opholde sig når det er sommerferie! Hvis det regner er der lunt og tørt i fortet og hvis solen skinner kan man nyde de smukke udendørs omgivelser og så trække ind i fortets udstillinger og spise en is, når det bliver for varmt.” afslutter Kristine, som nyder det kølige kontor bag 1 m tykke betonmure!

Fortets udstillinger er interaktive og lader gæsterne prøve soldaterlivet anno 1915 på egen krop. Garderhøjfortet har også en særlig udfordring til børnefamilier der besøger fortet. De får udleveret en soldaterbog der kun kan udfyldes, hvis de klarer forskellige opgaver rundt omkring på fortet. De skal bevise at de er opmærksomme, kan sende kodede beskeder, har styr på oppakningen, kan ramme med kanonkuglerne og meget mere.

Garderhøjfortet har åbent alle hverdage fra 11-15 og i weekender fra 10.30-16.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev