PIAZZOLLA: THE YEARS OF THE SHARK

Piazzolla, foto: Gentofte Kino

Piazzola er den argentinske instruktør Daniel Rosenfelds kærlige hyldest til og dybdegående analyse af ”verdens største tango-komponist”, den enestående Astor Piazzolla (1921-1992). Piazzolla var komponist, orkesterleder og bandoneón-spiller, og hans kompositioner revolutionerede tango-musikken i Argentina og resten af verden. Af samme årsag var han også en kontroversiel figur i Argentina, hvor hans innovative arrangementer skabte oprør i de mere traditionelle tango-kredse. Dokumentaren tager os dog ikke kun ud på en fantastisk musikalsk rejse, men fortæller også en familiehistorie så utrolig, at man ikke kunne have fundet på den. Astors far forærede ham hans første bandoneón, da han var ni år gammel. Tyve år senere følte han, at han havde udtømt tangoens muligheder. Derfor rejste han til Paris for at studere klaver og komposition – blot for at erkende, at han inderst inde stadig var en ’tanguero’. Denne åbenbaring førte til en broget karriere, hovedsagligt i Europa og USA. For at skabe en alsidig skildring af Piazzolla, har Rosenfeld arbejdet tæt sammen med Piazzollas søn Daniel, og fik adgang til hans private samling af lyd- og filmoptagelser af faren. Her finder vi et virvar af eksplosive optrædener og intime hjemmeoptagelser, som kombineret med arkivmateriale skaber et vitalt portræt af Piazzolla: selvsikker, stædig, passioneret og en ægte virtuos.

Løvernes Konge

Løvernes Konge, foto: Gentofte Kino

I Disneys ”Løvernes konge” instrueret af Jon Favreau transporteres vi til den afrikanske savanne, hvor en kommende konge fødes. Simba forguder sin far, kong Mufasa, og tager gladeligt sin skæbne som kronprins til sig. Men det er ikke alle i kongeriget, der glæder sig over den lille ny. Scar, Mufasas bror og tidligere arving til tronen, har sine egne planer. Kampen om Kongeklippen ender i forræderi og tragedie, og Simba må se sig forvist fra sit hjem. Med hjælp fra et par spøjse, nye venner må Simba nu forsøge at blive voksen og tilbageerobre det, der retmæssigt er hans. Det stjernespækkede cast tæller Donald Glover som Simba, Beyoncé Knowles-Carter som Nala, James Earl Jones som Mufasa, Chiwetel Ejiofor som Scar, Seth Rogen som Pumbaa og Billy Eichner som Timon. Takket være banebrydende filmteknikker vækkes de folkekære figurer til live på en helt ny måde.

Disneys ”Løverne konge” brøler af sted på de danske biograflærreder den 17. juli 2019.