I Gentofte Kino tænker vi positivt og bruger lukkeperioden på at nå nogle af alle de ting, man ikke kan nå på en normal dag i biografen med gæster og filmforestillinger. Vi har 900 m2 at boltre os på, så vi har heldigvis mulighed for at arbejde i hver sin ende, så vi overholder myndighedernes anbefalinger om god afstand mellem hinanden.

Vi er i fuld gang med at gøre café og foyer flot til vi igen må åbne og I kan tro vi glæder os! Vi er ved at rense det italienske marmorgulv i caféområdet, vi giver hele biografen en stor hovedrengøring og området omkring baren er ved at blive malet. Vi vil gerne føre Gentofte Kino tilbage til sin oprindelige funkis-stil og kommer derfor også til at indrette cafeen med lidt nye møbler. Så snart de ankommer glæder vi os til at dele dem med jer i et kommende nyhedsbrev – indtil vi må slå dørene op og I kan komme ned og afprøve dem selv.

Derudover har vi vinket farvel til det gamle urinal fra 1938. Selvom det var sjovt, at det var fra biografens oprindelse, så var det desværre både hygiejnisk utidssvarende og brugte alt for meget vand. Vi kan derfor glæde alle vores mandlige gæster med, at vi er ved at installere 2 nye, moderne, lugtfri og selvrensende urinaler.

Vi kan ikke sige noget om, hvornår vi åbner igen. Men vi kan garantere jer, at vi opdaterer jer lige så snart, vi ved det, og kan begynde at planlægge filmprogram og kommende særarrangementer.
OG I KAN TRO VI GLÆDER OS! For en biograf er nu engang sjovest, når den er fuld af et forventningsfuldt publikum. Mens vi venter på at se jer hernede kan I hjælpe os med at få folk i jeres netværk til at modtage vores nyhedsbrev. Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Vi kommer nemlig til at bruge nyhedsbrevet til at annoncere både ordinært program men også til info om film klassikeraftener, filmquiz aftener, filmforedrag, familiearrangementer, forpremiere mm.
Film skal ses i Gentofte Kino – og det glæder vi os til, vi kan gøre igen!
Pas på jer selv og hinanden så længe.

De bedste hilsner fra hele personalet i Gentofte Kino
/Sune Lind Thomsen
Biografdirektør

For at afmelde nyhedsbrevet, tryk her! Skriv din e-mail i tekstfeltet og UNDLAD at sætte flueben i “Nyhedsbrevtilmelding:” feltet. Tryk derefter på knappen “Videre” og så er du afmeldt.
Klik her for at afmelde nyhedsbrevet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev