Det var planen, at det nye og genopbyggede Frihedsmuseum for den danske modstandskamp skulle indvies 5. maj på 75-året for Danmarks befrielse. På grund af den aktuelle coronapandemi er Danmark nu i en situation, der fremkalder minder om besættelsestiden. Og paradoksalt nok er museet nødt til at udskyde åbningen.

Der er mange danskere, der længe har ventet spændt på, at Frihedsmuseet ved Kastellet i København atter skulle slå dørene op efter den ødelæggende brand i 2013.

Frihedsmuseet åbner senere

Men de kommer desværre til at vente lidt længere. I lyset af den aktuelle coronapandemi, der har lagt Danmark ned, er det nemlig ikke forsvarligt at indvie museet 5. maj som planlagt.

“Vi er virkelig kede af, at Frihedsmuseet ikke kan åbne på 75-året for Danmarks befrielse. Det er en dag ladet med symbolik, historie og følelser og ville selvfølgelig have været den helt oplagte dag at indvie Danmarks helt nye museum for modstandskampen. Men som situationen er lige nu, kan vi ikke forsvare at åbne museet og samle en større gruppe mennesker. Det er virkelig ærgerligt,” siger Rane Willerslev, der er direktør for Nationalmuseet, som Frihedsmuseet er en del af.

“Men jeg lover, at det nye museum er værd at vente på. Det kommer til at formidle modstandskampen på en helt ny og banebrydende måde langt nede under jorden. Så jeg håber, danskerne kan bevare tålmodigheden lidt endnu, for vi glæder os helt afsindigt til at slå dørene op for jer alle sammen.”

Frihedsmuseet håber på at kunne åbne i juni. Grundet den fortsat meget usikre situation er der endnu ikke fastsat en dato. 4. maj vil museet markere 75-året for Befrielsen på en måde afstemt efter situationen.

Fokus på danskernes svære valg og dilemmaer

Lige siden befrielsen har modstandskampen fyldt i danskernes bevidsthed, og den er stadig til debat den dag i dag: Hvem var tidens helte, og hvem var skurke? Og var virkeligheden under besættelsen nu også så sort/hvid som den tids fotografier?

Når Frihedsmuseet åbner, kan de besøgende gå med under jorden i besættelsestidens Danmark og kom helt tæt på modstandskampen under 2. verdenskrig.

Gennem forskellige scener fra besættelsestiden følger man fem historiske personer, som levede under krigen. Alle har valgt side i modstandskampen, og alle må møde konsekvenserne af deres valg. For det var ikke altid let at vælge side. Befolkningen og landets ledere stod over for mange moralske og personlige dilemmaer i mødet med den tyske værnemagt.

På museet kan man følge med i de fem hovedpersoners farefulde og usikre liv. Dykke ned i sabotageaktioner, fremstille illegale blade, knække koder og aflytte telefonsamtaler.

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box