Mindre forurening og 5.000 kroner på kontoen. Udsigten til en forhøjet skrotpræmie for at skrotte den gamle, forurenende dieselbil har fået tusindvis af københavnere til at sende deres gamle øse på pension.

Dieselbiler skrottes, foto. Miljøstyrelsen

Udsigten til at få 5.000 kroner for den gamle dieselbil fristede rigtig mange bilejere i Region Hovedstaden, da Miljøstyrelsen i februar 2020 genåbnede den særlige pulje med adgang til en forhøjet skrotningsgodtgørelse for dieselbiler, der blev indregistreret første gang før 2006. Indbyggerne i Region Hovedstaden har skrottet tæt på 1.400 dieselbiler på kun tre uger.

– Tusindvis af danske bilejere benyttede sig af muligheden for at få en forhøjet skrotningsgodtgørelse for deres ældre dieselbil, da puljen var åben sidst. Som forventet gjorde det sig også gældende denne gang efter genåbningen af puljen i februar, hvor vi i løbet af få uger udbetalte skrotpræmier til flere end 9.000 danskere. siger kontorchef i Miljøstyrelsen Anne Elizabeth Kamstrup.

Puljen på 26 millioner blev uddelt efter først-til-mølle i perioden 24. februar til 11. marts 2020.

Gamle dieselbiler forurener mest
Dieselpuljen blev relanceret for at sætte skub i skrotningen af de ældste og mest forurenende dieselbiler. Og det er ikke tilfældigt, at det netop er dieselbiler indregistreret før 2006, der kunne få tilskud. Ældre dieselbiler er nemlig nogle af de største udledere af de sundhedsfarlige NOx-gasser og skadelige partikler. En dieselbil fra før 2006 udleder i gennemsnit cirka fire gange mere NOx og væsentlig flere partikler end en ny dieselbil.

– Hver gang en gammel dieselbil bliver skrottet, er det godt for miljøet. Derfor er det positivt, at så mange har benyttet sig af puljen. Det er et tegn på, at ordningen har virket efter hensigten, hvor en masse af de mest forurenende dieselbiler blev skrottet langt hurtigere, end de ellers ville, fortæller Anne Elizabeth Kamstrup.

Hvidovre, Ishøj og Glostrup i front
Sammenligner man byer på tværs af Region Sjælland, ligger Hvidovre i spidsen, når det kommer til antal skrotninger efterfulgt af Ishøj og Glostrup. Top fem over antal skrotninger fordeler sig således:

By Antal
1. Hvidovre 436
2. Ishøj 141
3. Glostrup 102
4. Rønne 67
5. København K 47
Kigger man på top fem over antal skrotninger på regioner, fordeler de sig procentvis således:

Region Antal
1. Midtjylland 27 %
2. Nordjylland 20 %
3. Sjælland 20 %
4. Syddanmark 18 %
5. Hovedstaden 15 %

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box