Kom helt tæt på et højteknologisk kraftvarmeværk, når HOFOR slår dørene op for Amagerværkets nye blok fire, AMV4. For første gang nogensinde kan man køre en tur i egen bil på værkets grund og på nært hold se det imponerende kraftvarmeværk, der nu leverer grøn fjernvarme til hovedstaden. Start bilen søndag den 30. august mellem kl. 10-16.

De sorte kul er blevet skovlet ud af HOFORs forsyning. En vigtig grøn milepæl for Københavns ambitioner om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Det skal fejres, og derfor slår HOFOR portene op til værket, der normalt er lukket land for offentligheden.

“Vi er enormt stolte af værket, der nu står færdigt og skal levere grøn fjernvarme til hovedstadens 600.000 borgere. Vi vil gerne give offentligheden mulighed for ved selvsyn at få oplevelsen af størrelsesforholdene herude og en fornemmelse af, hvad et kraftvarmeværk af denne kaliber er i stand til at levere. Kullene er kommet ud af forsyningen til fordel for bæredygtig biomasse. En stor begivenhed både for HOFOR, for vores kunder og ikke mindst for København som grøn hovedstad,” fortæller projektchef på Amagerværket Jette Ølshøj Pedersen.

Rundtur på Amagerværket, foto: HOFOR

Lyden af et kraftvarmeværk
Hvis man skal inden for portene af AMV4, skal man have en personbil. HOFOR anbefaler desuden, at man henter den lydguide, HOFOR har produceret til arrangementet. Lydguiden formidler historien om transformationen fra kul til bæredygtig biomasse. Den indeholder bl.a. interviews med nogle af værkets folk, der har deres daglige gang på kraftvarmeværket. Undervejs på turen er der udvalgte pit stops med et begrænset antal pladser, hvor besøgende kan træde ud af bilen og se på anlæggene.

Godt kørende på AMV4
I overensstemmelse med tidens Corona-restriktioner har HOFOR valgt at gøre det åbne hus til et kørende ét af slagsen; et drive through-arrangement – netop for at undgå, at for mange mennesker samles et sted samtidig. I egen bil og med en kørselshastighed på 10 km/t. får gæster adgang inden for portene på Amagerværket, der som nævnt normalt ikke byder gæster indenfor.

Portene åbnes
Tilbage i september 2016 blev det første spadestik til det nye kraftvarmeværk taget, og 4.000.000 arbejdstimer senere står nu et topeffektivt kraftvarmeværk færdigt. Det prisvindende arkitektfirma Gottlieb-Paludan står bag det imponerende værk, og de har bl.a. forsynet hele frontsiden med 7000 certificeret bæredygtige træstammer.

Arrangementet er gratis, og det kræver ingen tilmelding at deltage. Det eneste, besøget kræver, er en bil og igen med anbefalingen om, at man henter lydguiden. Turen tager ca. 20 minutter.

Praktisk info:

Hvad: Drive Through på Amagerværket
Dato: Søndag den 30. august 2020
Tid: Kl. 10.00 – 16.00
Sted: Kraftværksvej 37, 2300 Kbh. S – herfra startes turen i egen personbil
Hent lydguide: hofor.dk/amv-drive-through/

Der vil ikke kunne købes mad eller drikke undervejs.

Det er ikke tilladt at bevæge sig udenfor de angivne kørselsområder.

Vi gør opmærksom på, at vi overholder myndighedernes retningslinjer ifm. COVID-19.

Del på sociale medier

Skriv til Dit Gentofte

  Klik her
Holler Box