Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2020/08/10-2020/08/18.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tricktyv på spil

Hellerup: En tricktyv var mandag eftermiddag klokken 13.30 på spil ved Emmerys på Strandvejen, hvor en 17-årig kvinde fik stjålet sin mobiltelefon. Kvinden sad ved et bord, da en mand kom hen og lagde et stykke papir samtidig med, at han på gebrokkent engelsk spurgte om noget med nogle billetter. Pludselig løb manden fra stedet og den 17-årige opdagede efterfølgende, at hendes telefon var blevet stjålet. Manden beskrives som 20-30 år, spinkel af bygning, brun i huden, engelsktalende, iført mørkeblå t-shirt og shorts.

Stjal nøgler

Gentofte: En mand og en kvinde stjal mandag aften ved 18-tiden et nøglebundt og et par øreringe fra en taske, der stod personaleomklædningen i Fakta på Vangede Bygade, hvorefter de forlod forretningen og kørte fra stedet i en Kia Rio. De to beskrives som A: mand, 35-40 år, 180 cm høj, kort hår, sort tøj med hvid stribe. B: Kvinde, 35-40 år, 170 cm høj, sort hår, sort kjole med mønster.

Pung stjålet fra bil

Klampenborg: En pung med kørekort, id og kontanter er mellem klokken 18.40 og 19.40 mandag aften blevet stjålet fra enbil, der holdt på P-pladsen på Dyrehavevej. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en rude.

Færdselsuheld, Lyngby

Klokken 12.20 skete der et solofærdselsuheld på Helsingørmotorvejen i sydgående retning cirka 25 meter nord for motorvejsbroen Rævehøjvej. Her mistede en 74-årig kvindelig bilist fra Gentofte af ukendte årsager kontrollen over sin personbil, hvorefter hun påkørte autoværnets begyndelse mellem 1. vognbane og buslommen, inden hun krydsede alle tre vognbaner, inden hun sluttelig påkørte autoværnet i midterrabatten. Der skete ingen personskade ved færdselsuheldet, men i en kort periode måtte den øvrige trafik ledes gennem buslommen.

Fodgænger ramt af bil

Charlottenlund: Onsdag eftermiddag klokken 15.25 blev en 10-årig dreng fra Charlottenlund ramt af en 92-årig kvindelig bilist også fra Charlottenlund i forbindelse med et højresving ved Ordrupvej og Hyldegårdsvej. Drengen gik i fodgængerfeltet, da han blev ramt af bilen og måtte en tur på skadestuen til tjek.

Fest var slut, da patrulje kom forbi

Klampenborg: Onsdag aften klokken 22.10 anmeldte en borgere, at der var fest med høj musik på Bellevue Strand. Da en patrulje kom forbi var festen imidlertid slut og deltagerne på vej hjem.

Brand i kælder

Klampenborg: Klokken 02.30 natten til torsdag kom en anmeldelse om brand i en villa på Hvidørevej. Alle beboere kom uskadt ud af huset, og det viste sig, at der var tale om en brand i kælderen, som formentlig skyldes en el-installation ved en fryser. Der skete ingen større skade ved branden.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi den 12. – 13. august 2020

Cyklist påkørt

Hellerup: Tirsdag morgen klokken 07.57 blev en 61-årig mandlig cyklist fra Humlebæk påkørt af en ukendt bilist, da han kom cyklende ad Strandvejen. Ved Tranegårdsvej svingede bilisten til højre og selvom den 61-årige cyklist forsøgte at undvige, blev han ramt af bilen og måtte efterfølgende på skadestuen. Bilisten kørte fra stedet, men politiet er bekendt med bilens registreringsnummer.

Ung mand overfaldet

Klampenborg: En 19-årig mand fra København blev tirsdag aften klokken 19.35 slået i ansigtet med knytnæve af en 33-årig mand med ukendt adresse. Overfaldet skete på Bellevue Strand, hvor den 19-årige havde bedt den 33-årige og en anden mand om at gå, da de opførte sig ubehageligt over for den 19-årige og hans kammerater. Pludselig var der en fra den 19-åriges vennegruppe, som slog ud efter den 33-årige, der altså kvitterede med et knytnæveslag til den 19-årige. Den 33-årige blev sigtet for vold.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 11. – 12. august 2020

Taske stjålet fra bil
Klampenborg: Fra en BMW, der holdt på en p-plads på Dyrehavevej, er der mandag eftermiddag mellem klokken 12.45 og 13.15 stjålet en taske indeholdende nøgler samt en pung med diverse personlige kort og betalingskort. Tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen.

Udgav sig for at være politiet

Helsingør: En 34-årig mand fra Helsingør blev mandag eftermiddag sigtet for at udgive sig for at være fra en offentlig myndighed samt for at overtræde Ordensbekendtgørelsen. Manden var iført en t-shirt påtrykt “POLITI” på ryggen og fronten og opførte sig højrøstet og truede over for nogle borgere på Torvet. En rigtig politipatrulje blev tilkaldt, hvorefter manden blev anholdt og sigtet og taget med på politistationen. Han blev løsladt igen da afhøringen af ham var færdig.

 

Mand lavede kassedyk

Charlottenlund: Mandag aften lavede en mand et kassedyk hos Sakun Wellness på Ordrupvej. Manden kom ind i forretningen klokken 18.45, hvor han spurgte, om det var muligt at få en massage. Det var det imidlertid ikke, da han ikke havde bestilt tid, hvilket medarbejderen oplyste, og da manden så ud som om, han ville forlade forretningen, gik medarbejderen om i baglokalet. Da hun kort tid efter kom ud i forretningen igen, var der forsvundet et kontantbeløb samt nogle nøgler fra kassen. Manden beskrives som østeuropæisk af udseende, 38-42 år, 170-175 cm høj og almindelig af bygning, hvid i huden med lyst kort hår. Han talte engelsk og var iført lyseblå bukser, samt en t-shirt.

Sejlede for tæt på kysten

Øresund: Nordsjællands Politis martime patrulje var søndag på vandet. I den forbindelse blev en 38-årig mand fra Nærum klokken 12.10 truffet på Øresund ud for Skodsborg og sigtet for at sejle for tæt på kysten samt for ikke at have tilstrækkeligt antal rednings veste med i forhold til antallet af passagerer på båden. Ud for Klampenborg blev en 58-årig mand fra København klokken 14.03 truffet og sigtet for at sejle for tæt på kysten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev