Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2021/01/18-2021/01/26.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Hærværk, Hellerup

Klokken 11.18 blev det anmeldt, at en bil, som holdt parkeret ved Gentofte Hospital mellem klokken 09.45 og 09.50, var blevet udsat for hærværk i form af en lang ridse på venstre side. Der var mistanke til en mand, som forurettede, en 43-årig kvinde, kort forinden havde haft en uoverensstemmelse med ved Kildegårds Plads i forbindelse med en indfletning. Her havde en mand i en sort Mercedes varebil været utilfreds med kvindens kørsel, og han havde derefter fulgt efter hende til parkeringspladsen ved Gentofte Hospital, hvor de havde udvekslet meninger om kørslen.

Mand måtte overnatte i detentionen

Gentofte: En 42-årig mand med ukendt adresse måtte mellem søndag og mandag overnatte i detentionen. Manden havde klokken 21.12 slået ud efter en vagt ved Ikea og fulgte siden efter vagten med en flaske i hånden, hvilket virkede truede på vagten. En patrulje kom til stedet og konstaterede, at den 42-årige på grund af beruselse skabte uro og uorden og i øvrigt blev vurderet til ikke at kunne tage vare på sig selv. Han blev anholdt og derfor taget med til politigården, hvor han overnattede i detentionen og blev løsladt igen mandag morgen.

Mænd brød ind i lejlighed

Hellerup: To mænd brød klokken 03.41 ind i en lejlighed på Strandvejen. De blev opdaget af et vidne, som straks kontaktede politiet. Mændene flygtede til fods og beskrives som 45-50 år, udenlandske af udseende, 170-180 cm høje med gråt hår og iført mørkt tøj, den ene med kasket. En patrulje kom til stedet og kørte rundt i området i et forsøg på at finde de to mænd, hvilket dog ikke lykkedes.

Vidste du, at Nordsjællands Politi altid forsøger at finde en ledig patrulje, hvis du ringer om et indbrud, der er i gang nu og her? Vi vil nemlig gerne fange indbrudstyven på fersk gerning.

Indbrud i Magasin

Kgs. Lyngby: Tre mænd brød natten til mandag ind i Magasin på Lyngby Hovedgade. Et vidne så klokken 04.50 de tre mænd flygte fra forretningen med nogle hvide poser i hænderne i østgående retning ad Klampenborgvej. De tre var iført mørkt tøj, den ene havde en grøn hættetrøje på. De kørte fra stedet i en lille mørk bil, muligvis med alu-fælge. Det lykkedes ikke den tilkomne patrulje at finde de tre mænd.

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 22. – 25. januar 2021

Sigtet for ulovligt arbejde og ophold, Klampenborg

Klokken 12.30 besøgte Nordsjællands Politis Udlændingekontrolsektion i samarbejde med Arbejdstilsynet en byggeplads på Strandvejen. Her blev en 31-årig mandlig udenlandsk statsborger anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og ophold, idet hans arbejds- og opholdstilladelse var udløbet.

Blanding af kemikalier medførte udrykning, Gentofte

Klokken 15.47 blev det anmeldt fra Novo Nordisk på Brogårdsvej, at der efter blandingen af nogle kemikalier nu lugtede anderledes, end der plejede efter sådan en blanding. Politi og beredskab blev sendt til stedet, mens fem personer fra bygningen blev evakueret.

Kemikaliedykkere entrerede bygningen, og det viste sig, at der var sket et hændeligt uheld under blandingen af kemikalierne, men der var ikke sket nogen skade, og der var ingen sag for politiet. Kemikalierne blev transporteret ud af bygningen, og udluftningsanlægget blev sat i gang.

Stjal chokolade, Hellerup

Tirsdag eftermiddag klokken 17.00 stjal en 35-årig udenlandsk mand noget chokolade i Meny på Strandvejen. En patrulje kom til stedet, hvor den 35-årige blev anholdt og taget med til afhøring på politigården.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev