I næste afsnit af DRs udsendelser Skattejagt på museet går Hella Joof og Nikolaj Koppel på opdagelse blandt hvaler, dinosaurer og 14 millioner andre genstande på Statens Naturhistoriske Museum.

Når DR blænder op for næste afsnit af programserien Skattejagt på museet, er det med Hella Joof og Nikolaj Koppel i hovedrollerne som skattejægere i Statens Naturhistoriske Museums enorme samlinger.

Skattejagt, foto: SNM

Opgaven er at sammensætte den sidste særudstilling nogensinde til Zoologisk Museum, før det store, nye nationale museum for naturen åbner i Botanisk Have i 2024. Det viser sig hurtigt, at være en meget stor opgave for de to skattejægere. De er nemlig havnet i ikke mindre end Danmarks største museumssamling, fuld af genstande samlet ind af opdagelsesrejsende og forskere gennem mange hundrede år. Der skal træffes nogle svære valg – ikke mindst når de skal blive enige om, hvad udstillingen skal handle om.

– Vi er meget begejstrede for at kunne invitere hele Familien Danmark med på opdagelse i nationens naturhistoriske samlinger. Med 14 millioner genstande har det ikke været noget let sag for Hella Joof og Nikolaj Koppel at vælge de helt rigtige ting til deres udstilling. Uden at sige for meget, kan jeg godt afsløre, at der er en del debat undervejs, men også megen morskab, fortæller Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum, som var vært for de to ‘opdagelsesrejsende’ under optagelserne til søndagens afsnit.

Målet med DRs serie er at give seerne adgang til de millioner af genstande fra menneskenes og naturens verden, som de danske museer gemmer i deres store magasiner, så viden og fortællinger kommer bredt ud.

Hella Joof og Nikolaj Koppels særudstilling kan ses, så snart Zoologisk Museum genåbner.

Se med på DR TV 1 på søndag den 17. januar kl. 20 eller find udsendelserne her.

Følg med i aktiviteter og samlinger i Det virtuelle museum, som du finder her

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev