Derfor er træ ikke kun en fordel for CO2-regnskabet

Fire oversete gevinster: Derfor er træ ikke kun en fordel for CO2-regnskabet

Det giver ikke alene store klimagevinster at anvende træ i byggeriet. Også under byggeprocessen har træ flere fordele, som både giver værdi på bundlinjen og et bedre arbejdsmiljø. Foreningen Træ i Byggeriet og C.F. Møller Architects giver dig her fire eksempler på positive afledte effekter, træbyggeri har under opførelsen.

Byggeri med træ, foto: Roust Træ

Man kan opnå store CO2-besparelser ved at anvende træ i byggeriet. Det er efterhånden et anerkendt faktum blandt både politikerne og aktører i byggebranchen. Hvad mange dog ikke ved er, at brug af træ foruden store klimagevinster også giver en lang række fordele, når man kigger på selve byggefasen. Sådan lyder det fra foreningen Træ i Byggeriet, der dagligt samler erfaringer fra flere af landets største trævirksomheder:

Den seneste tid er der kommet et markant større fokus på træ som byggemateriale, og hvordan det kan bidrage til at reducere CO2-udledningen i byggebranchen. Det er selvfølgelig den helt centrale fordel ved at anvende træ i byggeriet, men faktisk har træbyggeriet også mange andre fordele og afledte effekter, som gavner byggeriet på flere niveauer, herunder også selve opførelsen, forklarer formand for Træ i Byggeriet, Martin Tholstrup.

Sammen med C.F. Møller Architects, som er en af Skandinaviens største arkitektvirksomheder og samtidig går forrest inden for træbyggeri, har foreningen Træ i Byggeriet samlet fire centrale fordele, der er ved at anvende træ under selve opførelsen af et byggeri.

 

  1. Træ vejer mindre
    Byggematerialers vægt har stor betydning for arbejdsgangen og effektiviteten, når større byggerier skal opføres, og ifølge C.F. Møllers bæredygtighedschef, Rob Marsh, er der flere gevinster ved at anvende træ fremfor andre tungere materialer som eksempelvis beton:

 

– Blandt andet på baggrund af vores store boligprojekt Kajstaden i Sverige kan vi se flere dokumenterede vægtmæssige fordele ved at bygge i træ fremfor beton. Hvis huset var opført som betonhus, vil det veje omkring 507 kilo per kvadratmeter etageareal, hvorimod det som træhus kun vejer 276 kilo. Træhuse er med andre ord hele 40-50 procent lettere end betonhuse, forklarer Rob Marsh og fortsætter:

 

Det giver mange væsentlige fordele både i forhold til transport, løft og montage. Først og fremmest er der mindre vægt, der skal transporteres på vejene, hvilket er lig med færre lastbiler og således et mindre CO2-udslip. Derudover er det på byggepladsen lig med færre løft og mindre kranvægt, som giver en hurtigere montage og en højere præcision, når byggematerialet sænkes ned. Og så kan betonfundamenterne reduceres i størrelse.

 

  1. Træbyggeri giver mindre sygefravær
    Derudover fremhæver Rob Marsh, at træbyggeri også spiller en væsentlig rolle i forhold til håndværkernes trivsel på arbejdspladsen. Ved opførelsen af Veidekkes boligprojekt Maskinparken TRE i Trondheim i Norge undersøgte Norges teknisk-naturvidenskabelige Universitet (NTNU) nemlig, hvordan træbyggeri påvirker det daglige arbejde, og det viste sig, at sygefraværet var 50 procent lavere sammenlignet med et identisk projekt opført i beton:

 

Træ både støjer og støver væsentlig mindre end andre byggematerialer, og det sikrer en langt sundere arbejdsplads. Faktisk har NTNU kunnet dokumentere, at sygefraværet har været 50 procent mindre på byggepladsen, hvor der blev bygget med træ, sammenlignet med byggepladsen, hvor der blev bygget med beton. Man sikrer således færre arbejdsmiljøproblemer ved træbyggeri, forklarer Rob Marsh.

 

  1. Træbyggeri forkorter byggeperioden

Ved samme projekt kunne man desuden konkludere, at byggetiden ved træbyggeri var væsentligt kortere sammenlignet med mere traditionelt byggeri.

 

På selve råhus-entreprisen var byggetiden af træhuset hele 30 procent kortere end betonbyggeriet, hvilket blandt andet skyldes, at det er hurtigere at bygge med træ, og at der ikke er behov for udtørring af beton. Dog var projekteringstiden længere, da man ikke havde samme erfaringer med træbyggeri. Samlet set var byggetiden 20 procent kortere, forklarer Rob Marsh og fortsætter:

 

Men den ekstra projekteringstid er lige nu kun en first mover-omkostning, og man kan forvente, at byggetiden i fremtiden vil blive endnu kortere. Samtidigt kan man se, at træbyggeri betyder hurtigere både udlejning, salg og indflytning.

 

  1. Træbyggeri er lig med lavere byggeomkostninger
    Sidst men ikke mindst viser tal fra Statistika Centralbyrån, som er myndigheden, der har ansvaret for Sveriges officielle statistikker, at byggeomkostningerne ved træbyggeri faktisk er 16 procent lavere end ved traditionelt byggeri.

 

Data fra 2.000 byggesager i træ fra 2012 til 2017 i Sverige viser, at byggeomkostningerne ved træbyggeri er væsentlig lavere. Det skyldes blandt andet, at man i Sverige i langt højere grad de sidste mange år har bygget med træ sammenlignet med eksempelvis Danmark, og derfor er de lave byggeomkostninger i Sverige også et resultat af mange års erfaringsopsamling og risikominimering, som vi med tiden også vil få i Danmark, slutter Rob Marsh.

 

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Bestyrelsesformand Martin Tholstrup, tlf. dir. +45 30 59 19 25 og e-mail: mat@taasinge.dk
    Bæredygtighedschef Rob Marsh, C.F. Møller Architects, tlf. +45 57 51 95 07 og e-mail: rma@cfmoller.dk

 

Om Træ i Byggeriet

Træ i Byggeriet er en interesseorganisation for danske virksomheder, der har træ og træbaserede produkter som hovedaktivitet. Foreningen er stiftet i foråret 2019 og består af toneangivende virksomheder inden for byggesektoren. Alle har fokus på træ og er dedikerede til en øget anvendelse af træ i byggeriet.

 

Læs mere på www.træibyggeriet.dk

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier