Brug naturen sammen med dine børn

Spejderne skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om at bruge naturen:

Danske børn og unge er mindre udenfor i naturen end tidligere generationer, blandt andet har kun 1/3 af alle børn prøvet at sove under åben himmel. Og det er en stor skam, da forskning viser, at aktiviteter i naturen styrker børns udvikling. Peter Tranevig, der foruden at vøre spejder er medforfatter til bogen “Vi vil ud’ om friluftsaktiviteter for børn og unge, deler her nogle simple tips til forældre der gerne vil mere ud i naturen sammen med deres børn.

Forældre skal huske på, at for børn kan eventyret sagtens starte lige uden for hoveddøren. Sådan lyder et af flere råd fra Spejderne. 

Børn i Naturen, foto: Jeppe Frandsen

At det er sundt for børn at komme ud i naturen, er ikke bare tom ammestuesnak. Forskning viser nemlig, at børn, der er meget i naturen, både udvikler bedre motorik, bliver mindre stressede og bedre til at fokusere og lære. Men selvom der er masser af gavnlige effekter ved at komme ud i naturen, er danske børn og unge i dag langt mindre udenfor end tidligere generationer. En nylig undersøgelse fra Friluftsrådet viste, at 66 % af landets 2-15-årige aldrig har prøvet at sove udenfor i fx telt, shelter eller under åben himmel.

Det behøver dog ikke være svært at få sine børn lidt mere ud i naturen. Og særligt med forårets komme er der masser af gode anledninger til at komme ud med sine børn, fortæller Peter Tranevig fra Det Danske Spejderkorps, der er et af landets fem spejderkorps. Han er medforfatter på bogen “Vi vil ud”, som netop har som budskab, at den gode naturoplevelse sagtens kan starte lige uden for din dør.

“Hvis man ikke bruger naturen aktivt med sine børn, handler det om at starte simpelt og overskueligt. Start med at tage familien med i skoven, gå en tur langs stranden, eller tag i nærmeste park og klatre i træer med dine børn. Og sluk både din egen og dine børns mobiltelefon, så I bruger tiden sammen, og tag gerne børnene med i planlægningen,” siger Peter Tranevig og fortæller videre, at det er hans erfaring, at når først man kommer ud i naturen, så begynder man også automatisk at se mulighederne, hvad end det er at klatre i træer eller lege gemmeleg. Vil man gerne gå skridtet videre, er der i hele landet masser af muligheder for eksempelvis overnatning i shelters eller let tilgængelige vandreruter – ja, man kan sågar starte med at sove ude i sin egen have:

“Måske drømmer far eller mor om at gå lange ture i skoven eller overlevelsestur i vildmarken, og det er rigtig fint. Men man skal huske på, at for mange børn er bare det at sove i telt i en have eller i et af landets mange tilgængelige shelters en kæmpe oplevelse. Så fokuser mere på det tilgængelige og det at hygge jer. Skab den rette stemning, og vær til stede i situationen sammen med børnene, så skal lysten til flere og måske vildere naturopleveler nok komme hos både børn og voksne” lyder det fra Peter Tranevig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier