400 frivillige skal hjælpe forskere med at undersøge livet i havet

DN skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om livet i havet:

Et nyt stort citizen science-projekt vil dokumentere havets biodiversitet omkring Danmark. Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet søger frivillige til at indsamle prøver.

Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet vil med projektet ‘HavBlitz’ kortlægge fiskearter omkring de danske kyster ved hjælp af miljø-DNA.

Den 29. september 2019 vil frivillige indsamle vandprøver på 100 forskellige lokaliteter langs Danmarks kyst – lige fra Hvide Sande i vest til Rønne i øst.

Tidligere har det været en vanskelig proces at undersøge, hvilket liv der gemmer sig under havets overflade. Men med opdagelsen af miljø-DNA er det muligt at se, hvilke fiskearter og andre organismer der gemmer sig i havet, ud fra blot en enkelt vandprøve.

– Det er en unik mulighed for de frivillige at deltage i et stort videnskabeligt projekt og dermed bidrage til vores viden om livet i det danske havmiljø, siger Philip Francis Thomsen, der er lektor ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier