Politirapporten for Gentofte Kommune i tidsrummet 2020-12-22 til 2021-01-05

Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2020/12/23-2021/01/05.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kørsel uden førerret, Dyssegård/Søborg

Klokken 09.36 kontaktede en bilist politiet og fortalte, at en bil slingrede på Dyssegårdsvej, og anmelderen frygtede, at personen bag rattet i den slingrende bil var påvirket.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor det lykkedes at få standset bilen på Søborg Hovedgade. Her viste det sig, at personen bag rattet, en 32-årig kvinde fra Søborg, ikke var påvirket, men hun havde derimod ikke noget kørekort, hvorfor hun blev sigtet for kørsel uden førerret.

Vold, Gentofte

Klokken 15.23 anmeldte en 52-årig mand fra København, at han netop var blevet udsat for vold i Bernstorffsparken, idet han var blevet slået i ansigtet med en flækket læbe til følge.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 31-årig udenlandsk mand blev sigtet for forholdet og taget med på politistationen, hvorfra hen blev løsladt nogle timer senere.

Ifølge anmelderen begyndte situationen med, at anmelders hund blev angrebet af en fremmed hund, hvorfor anmelderen følte sig nødsaget til at sparke til den fremmede hund for at få denne væk, hvorefter den 31-årige slog den 52-årige i ansigtet.

Tyveri af telefon fra lomme, Charlottenlund

En 52-årig kvinde fra Hellerup anmeldte klokken 18.31, at hun klokken 16.30 havde befundet sig på et grønt areal på Strandvejen for at lufte hund, da en mand kom meget tæt på hende, inden han igen forlod området. Kvinden opdagede efterfølgende, at hendes mobiltelefon samt diverse kort var blevet stjålet fra hendes frakkelomme.

Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke signalement af den formodede gerningsmand.

Færdselskontrol, Kgs. Lyngby

Fra cirka klokken 16.00 til cirka klokken 18.00 foretog Nordsjællands Politi færdselskontrol med fokus på hastighed ved på Helsingørmotorvejen ved Klampenborgvej. Det førte til 11 sigtelser, hvoraf seks bilister står til et klip i kørekortet, ligesom en af bilisterne var efterlyst til fogedretten, hvorfor denne blev anholdt.

Mistænkeligt forhold, Charlottenlund

Klokken 01.31 blev det anmeldt, at der gik nogle personer rundt med lommelygter i en bolig på Carl Baggers Vej, og anmelderen frygtede, at der var tale om indbrudstyve.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var tale om et legalt forhold. Alligevel skal der lyde ros til anmelderen for at kontakte politiet på baggrund af sin mistanke.

Hærværk, Klampenborg

Mellem lørdag klokken 17.00 og søndag klokken 14.00 blev der begået hærværk mod en bil, som holdt parkeret på Taarbæk Strandvej. Ukendte gerningsmænd knækkede en vinduesvisker på bilen og efterlod nogle engangshandsker og mundbind på forruden.

Unge fyrede fyrværkeri af vandret, Klampenborg

Klokken 14.18 indløb der anmeldelse om, at nogle unge mennesker affyrede fyrværkeri vandret, hvilket kunne være til fare for andre mennesker. En patrulje kørte til stedet, hvor de unge dog ikke længere befandt sig, og de blev heller ikke udfundet ved en efterfølgende rundering i området. Umiddelbart kom ingen til skade i forbindelse med hændelsen.

Affyring af fyrværkeri førte til håndgemæng, Dyssegård

Ifølge flere anmeldelser, som indløb omkring klokken 21.13, stod en mindre gruppe unge og fyrede fyrværkeri af mod hinanden foran Netto ved Dalstrøget. Nogle beboere på stedet havde bedt de unge mennesker om at stoppe deres foretagende, hvilket førte til håndgemæng. Patruljer kørte til stedet, hvor håndgemænget i mellemtiden var ophørt, og der befandt sig ikke længere nogen af de unge, som havde fyret fyrværkeri af.

Flygtede fra færdselsuheld, Gentofte

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 00.24, var der netop sket et færdselsuheld ved Lagergårdsvej i krydset ved Motorring 3, hvor bilisten var flygtet fra stedet. Ifølge vidneudsagn var en bilist kommet kørende i østgående retning af Motorring 3 og havde taget frakørsel 18 mod Nybrovej, hvorefter bilisten skulle svinge mod nordøst ad Lagergårdsvej og her mistede herredømmet over bilen og påkørte et lyssignal, så det nu fremstod med blotlagte ledninger. Herefter var bilisten løbet fra stedet.

Patruljer kørte til området, hvor tjenestehunden Tjalfe ved et industriområde ca. 200 meter fra ulykkesstedet markerede for fært. På grunden gemte en 18-årig mand fra Herlev sig, og da han svarede til vidners beskrivelse af føreren af det forulykkede køretøj, blev han anholdt og sigtet for forholdet.

Brand i juledekoration, Klampenborg

Klokken 02.30 indløb der anmeldelse om brand i en villa på Emiliekildevej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden, som formentlig var opstået i en juledekoration, i mellemtiden var blevet slukket af husets beboer. Ilden forårsagede ikke umiddelbart hverken bygnings- eller personskade, men for en sikkerheds skyld blev beboeren efterfølgende tilset af en læge.

Sigtet for tyveri fra bil

Hellerup: Tre unge mænd på henholdsvis 15, 5 og 16 år, og alle fra Bagsværd, valgte den forkerte bil at bryde ind i, da de onsdag aften klokken 20.35 udså sig en bil på Kildegårdsvej. Bilens ejer opdagede nemlig de tre og satte efter dem på sin cykel, alt imens han kontaktede politiet, som på baggrund af mandens oplysninger kunne sende flere patruljer mod området. Her blev de tre pågrebet, sigtet for tyveri og taget med på politigården til videre afhøring. Både de sociale myndigheder og de unges forældre bliver orienteret om sagen.

Sigtet for narkokørsel

Charlottenlund: Klokken 21.58 onsdag aften blev en 20-årig mand fra Gentofte standset, da han kom kørende ad Kystvejen ud for Skovshoved havn. Her viste en narkometertest, at han var påvirket af euforiserende stoffer og han blev derfor sigtet for narkokørsel og taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad.

Spritbilist standset

Dyssegård: Tirsdag eftermiddag klokken 17.26 blev en 61-årig mand fra Dyssegård standset, da han kom kørende ad Sønderdalen. Her viste en alkometertest, at han var påvirket af spiritus i en grad, som oversteg det tilladte. Manden blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med på politigården, hvor en læge kom og tog en blodprøve på manden for at få klarlagt hans nøjagtige promille.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier