Nu bliver det snart obligatorisk for virksomheder og offentlige myndigheder at registrere deres kameraer

Politiets Kameraregister har været i luften i over to år. Registeret, som pt. indeholder mere end 19.000 kameraregistreringer over hele landet, har vist sig at være et nyttigt redskab i politiets efterforskningsarbejde. Nu bliver det snart obligatorisk for virksomheder, offentlige myndigheder samt private aktører med særlig tilladelse, at registrere deres kameraer.

Billeder fra tv-overvågning kan have afgørende betydning for politiets mulighed for hurtigt og effektivt at identificere og pågribe en gerningsmand. Derfor er det fra politisk hold besluttet, at Politiets Kameraregister skal styrkes. Det betyder rent praktisk, at det fra d. 15. marts 2021, bliver obligatorisk for både virksomheder og offentlige myndigheder at registrere de kameraer, der overvåger gade, vej, plads eller lignende område, der benyttes til almindelig færdsel.
Tv-overvågning opsat inden d. 15. marts 2021 skal være registreret senest d. 29. marts 2021.
Tv-overvågning opsat efter d. 15. marts 2021 skal være registreret senest 14 dage efter opsætning.

Vigtig del af opklaringsarbejdet

Sagen med bombesprængningen ved Skattestyrelsen i 2019 er et godt eksempel på, hvorfor man nu har valgt at udvide kameraregistret. Her var det nemlig primært videooptagelser fra kameraer rundt omkring i byen, som gjorde det muligt at identificere gerningsmændene, og følge deres færden til og fra gerningsstedet. Og ifølge Henrik Sønderby, som er leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), er der god politifaglig ræson i at få registreret så mange kameraer som muligt.

”Der er virkelig mange eksempler på, at kameraoptagelser har været helt centrale for politiets opklaringsarbejde. Nogle af de mest profilerede eksempler er selvfølgelig skyderiet ved Krudttønden eller sprængningen ved Skattestyrelsen i København sidste år, men det er langt fra kun i de store sager, at det er et nyttigt redskab,” fortæller han, og fortsætter:

”I en lang række af mindre profilerede sager som fx tyveri, røveri eller voldssager, gør kameraoptagelser en stor forskel i efterforskningen. Så det er et redskab, politiet kan bruge i mange situationer og i mange typer sager,” siger Henrik Sønderby og forklarer, at jo flere kameraer der er med i politiets register, jo bedre.

Politiet får ikke adgang til overvågningen

”Jo flere kameraer, vi har registreret i systemet, jo hurtigere og mere effektivt kan vi bruge det i efterforskningen,” siger han og uddyber:
”Det er vigtigt at slå fast, at politiet ikke får direkte adgang til tv-overvågningen, fordi man registrerer sit kamera. Der er simpelthen tale om, at vi får et overblik over hvor i landet, der hænger overvågningskameraer, og hvem vi skal kontakte for at få udleveret optagelser, så vi hurtigt kan sikre sporene, hvis der er sket en forbrydelse i området. Registret sparer os kort sagt tiden ved at skulle afsøge området først for at finde ud af, om der hænger kameraer eller ej. Hvert minut kan tælle i en efterforskning, så det kan være vigtige minutter og timer, vi sparer, ved at have de oplysninger samlet i ét register.”

Nemt at registrere

Registreringen af kameraer foregår på www.politi.dk, hvor man med ganske få klik og ved brug af NemID registrerer, hvor der er opsat kameraer.

”Vi har forsøgt at gøre det så enkelt som muligt at foretage kameraregistreringen. Har man flere kameraer på samme adresse, behøver man fx ikke at registrere hvert enkelt kamera. Men man skal som minimum foretage én registrering pr. adresse, hvor der findes overvågning” fortæller Henrik Sønderby og tilføjer, at loven ikke gælder privatpersoner, som fx har opsat kameraer i deres indkørsel.

”Loven gælder for virksomheder, offentlige myndigheder og private aktører, herunder foreninger som fx boligforeninger eller trossamfund, som har fået særlige tilladelser til at hænge kameraer op af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse eller af sikkerhedsmæssige årsager. Vi vil fortsat meget gerne have at private borgere også registrerer deres kameraer, men det er altså ikke obligatorisk. Men jo flere kameraer vi har kendskab til, jo bedre kan vi gøre vores arbejde,” slutter Henrik Sønderby.

Læs mere på politi.dk/kamera, om hvem der skal registrere, og hvordan man gør.

Kilde

Foto: JTL

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier