Torsdag den 23. marts afgøres det, om Amagerværkets Blok 4 vinder endnu en pris for sit unikke design. Belysningen af bygningen er sammen med tre andre projekter nomineret til Den Danske Lyspris, der uddeles af Dansk Center for Lys.

    HOFOR Amagerværket i aftenlysKred. HOFOR.jpg    

Det spektakulære lys er udviklet af Gottlieb Paludan Architects i samarbejde med lysdesignerne fra Speirs Major i London. Men både arkitekterne og HOFOR har allerede meget at glæde sig over. Værket vader nemlig i priser og anerkendelser.

Design og lys afspejler hvad der sker i bygningen

Jens Stein, der er chef for Amagerværket, understreger, at HOFOR er meget stolt af de mange udmærkelser og priser. “De understreger, at vi gjorde det rigtige ved at vælge et arkitektfirma, der havde en klar plan for, hvordan bygningens design kunne formidle historien om den grønne omstilling, som værket repræsenterer. Altså, hvordan det, der sker indeni bygningen, afspejles på facaden og i belysningen af den,” siger Jens Stein.

Mette Lyng Hansen, CEO i Gottlieb Paludan Architects, siger, at de mange priser er en kærkommen anerkendelse af, at den forsyningsmæssige infrastruktur er en integreret del af vores hverdag: “I takt med at byerne vokser, kommer vi alle sammen tættere på de tekniske anlæg, som typisk har været placeret i byernes udkant. Det betyder, at der er større opmærksomhed om udformningen af anlæggene, og HOFORs ambitioner for arkitekturen i forbindelse med Amagerværkets udbygning er et godt eksempel på dette.”

Scorede den mest betydningsfulde lysdesignerpris

Lysdesignet på Blok 4 var blandt 11 projekter, som blev tildelt en “Award of Merit” af International Association of Lighting Designers. Der indkom over 200 projekter fra hele kloden til IALD Awards 2022, som i fire årtier har uddelt den yderst prestigebetonede pris, der blandt lysdesignere betragtes som den mest betydningsfulde pris af alle.

Førstepræmie i International Design Award

Facadebelysningen fik desuden førstepræmie i kategorien Lighting Design ved FX International Interior Design Awards i 2022. Prisen uddeles af det britiske tidsskrift FX Magazine og tildeles det bedste britiske og internationale design inden for produkter og projekter. Prisen anerkendes af det britiske Design Council som den førende pris indenfor “contract interior design industry”.

Vandt prestigefyldt pris i Tyskland

I februar 2023 For nylig vandt byggeriet “guld” i German Design Award 2022. Bag uddelingen står Det Tyske Designråd. Udmærkelsen er en af de mest prestigefyldte internationale priser inden for designbranchen. “Guld” er den højeste udmærkelse, der tildeles for fremragende, omfattende og innovativt designarbejde.

Andenplads [d]arc award 2022

Belysningen blev desuden nummer to i 2022-versionen af [d]arc awards i kategorien “Large Structures”. Det britiske lysmagasin arc gennemfører en årlig prisuddeling blandt hundreder af internationale projekter fordelt på seks kategorier. Det er lysdesign-branchen selv, der udpeger vinderne ved en online-afstemning, hvor kun uafhængige, praktiserende lysdesignere kan deltage.

Finalist i World Architecture Festival

Endelig var Blok 4 i 2022 en af 10 finalister i kategorien “Production, Energy & Recycling” ved World Architecture Festival (WAF). Projektet blev præsenteret i Lissabon til den årlige festival og live-prisuddelingskonkurrence, der er dedikeret til at fejre og dele arkitektonisk ekspertise fra hele verden.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev