Børn og unge har ikke tid nok til at spise frokost

Børn og unge har ikke tid nok til at spise frokost
Børn og unge har ikke tid nok til at spise (Foto: Fuldkornpartnerskabet)

Mange børn og unge har så kort tid til at spise frokost, at det kan gå ud over både måltidet og de sunde valg. Fuldkorn og rugbrød er under pres blandt unge danskere, og ændrede måltidsvaner udfordrer både måltidets rolle og traditionelle fødevarer som rugbrød. Det er nogle af indsigterne fra en ny undersøgelse, som Quantic Research har udarbejdet for Fuldkornspartnerskabet.

Undersøgelsen viser, at hele 22 procent af unge mellem 12 og 18 år siger, at de kun har 0-10 minutter til at spise frokost, mens 47 procent har 10-20 minutter. Rikke Iben Neess, kampagneleder fra Fuldkornspartnerskabet, udtaler: ”0-10 minutter er alt for kort tid, og det er vigtigt at skabe rammer omkring frokostmåltidet, som dels gør, at eleverne kan nå at fordøje maden, og at der etableres et fællesskab omkring måltidet, hvor man kan sætte sig ned og nyde sin mad.”

Når børn og unge vælger frokost, vægter de især, at maden smager godt, at de har lyst til den, og at den er hurtig og nem. Dette er parametre, man skal arbejde videre med, hvis unges fuldkornsindtag skal øges. Undersøgelsen viser også, at mange børn og unge ikke kender de sundhedsmæssige gevinster ved fuldkorn. Blandt dem, der kender fuldkornslogoet, er det kun 21 procent, der ved, at fuldkorn kan være med til at forebygge livsstilssygdomme.

”Det er bekymrende, at så få er bekendt med, at fuldkorn forebygger livsstilssygdomme, især når man ser på, at fuldkornsindtaget er faldet blandt unge piger. Der er brug for mere viden, bedre rammer om frokosten og at vise alle de velsmagende måder, man kan indarbejde fuldkorn i måltiderne,” siger Rikke Iben Neess.

Det er dog positivt, at 59 procent af de 12-18-årige, der kender fuldkornslogoet, også forbinder det med et sundt valg. Samtidig viser undersøgelsen, at de unge godt kunne spise rugbrød oftere, hvis der var mere spændende toppings på rugbrødet og flere grab and go muligheder. Der er kort sagt mange gode takter at arbejde videre med!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier