I går var Dit Gentofte på Ordrupgaard, hvor udstillingen Café Society – 6. feb. til 31. maj folder en verden ud, som på én gang virker fjern og forbløffende nær. Paris i slutningen af 1800-tallet var ikke bare kunstens by. Det var også caféernes, restauranternes, boulevardernes og de lange samtalers by. Et sted, hvor folk ikke kun arbejdede og tænkte store tanker, men også satte sig ned og nød livet.
Det er der noget befriende over.
For vi taler jo ofte om fremskridt, som om det kun handler om fabrikker, teknologi, produktivitet og den slags, som økonomer kan få stjerner i øjnene af. Men denne udstilling minder om, at fremskridt også kan være civilisation. At mennesker får råd, mod og overskud til at gå ud, mødes, spise godt, drikke et glas, diskutere kunst, flirte lidt med tilværelsen og i det hele taget opføre sig som nogen, der regner med, at morgendagen bliver bedre end i går.
Det er ikke så ringe endda.
Allerede ved ankomsten bliver man mødt af stemningen: caféen som scene, som fristed og som udstillingsvindue for livet selv. Et af billederne fra besøget viser endda et lille cafébord med et skakspil i gang. Det er næsten for symbolsk til at være sandt. For netop sådan var perioden: elegant på overfladen, men fuld af strategi, spænding og bevægelse nedenunder. Der blev tænkt, kæmpet og positioneret – i kunsten, i samfundet og ved bordene.
Udstillingen samler værker, hvor caféen ikke bare er baggrund, men hovedperson. James Tissot viser de mondæne parisiske scener, hvor man næsten kan høre bestikket, glassene og den veltrænede summen af folk, der både ser og bliver set. Hos Toulouse-Lautrec bliver tonen mere dristig, mere skæv, mere levende. Her er ikke borgerlig pænhed, men puls. Van Gogh bringer en anden slags intensitet ind i rummet: mere ensom, mere sårbar, men stadig dybt forbundet med caféen som socialt og menneskeligt rum. Og hos Munch mærker man, at caféen ikke kun var fornøjelse, men også en scene for uro, længsel og moderne nervøsitet.
Det er netop det fine ved udstillingen: Den romantiserer ikke bare. Den viser også sprækkerne.
For caféernes Paris var ikke kun champagne og forårslys. Det var også klasseskel, kønsroller, ambitioner, kunstnerisk usikkerhed og mennesker på kanten. Bag den gode middag og den lette latter lå et samfund i forandring. Men netop derfor bliver det interessant. For det var en tid, hvor meget var i bevægelse, og hvor byen næsten sydede af troen på, at noget nyt var muligt.
Den slags tider sætter spor i kunsten.
Og så er der det underholdende ved hele foretagendet. Man går rundt og kigger på de store hatte, de ranke herrer, de skæve eksistenser, de koncentrerede ansigter ved cafébordene og tænker, at mennesket trods alt ikke har ændret sig så meget. Vi vil stadig gerne ud. Vi vil stadig gerne ses. Vi vil stadig gerne høre til et sted, hvor der er lidt varme, lidt lys og gerne noget godt i glasset. Forskellen er måske bare, at vi i dag tager et billede af kaffen, før vi drikker den.
Her er nogle flere billeder:
Ordrupgaard har med Caféernes Paris skabt en udstilling, der både er sanselig, oplysende og fornøjelig. Man bliver klogere, ja, men heldigvis ikke på den tørre måde. Man bliver snarere trukket ind i en verden, hvor kunst og hverdagsliv hænger tæt sammen. Hvor caféen bliver et spejl for en hel civilisation.
Det er en udstilling, man går fra i lidt bedre humør, end man kom med.
Måske fordi den minder os om noget, som let bliver glemt i en tid med skærme, hastværk og pligtmotion: At det gode liv ikke er en luksus oven på fremskridtet. Det er en del af det.
