Et lille hus ved skovkanten, en håndfuld jagtveje – og et praj om, hvordan idéer bliver til miljøer.
Ermelundshuset lå, hvor de kongelige jagtveje mellem Jægersborg og Dyrehaven skar landskabet. Oprindeligt en beskeden skovløberbolig i Elmelunden (navnet gled siden til Ermelunden), senere et traktørsted, hvor tidens åndsmennesker søgte både natur og selskab. Rundt om huset blev der ikke bare drukket kaffe og rødvin – der blev skrevet, tegnet, diskuteret og drillet. Det er i den blanding, kultur opstår.
1670’erne: Jagtveje og skovfolk
I 1600-tallets sidste del etablerede man et helt system af lige jagtalleer mellem Jægersborg Slot, Dyrehaven og skovene nordpå. Langs vejene lå små huse til opsynsmænd og jagtsvende. Ét af dem blev det senere Ermelundshus.
Ca. 1790: Et nyt hus – og døren står på klem for guldalderen
Omkring 1790 erstattede man en ældre bygning med et nyt hus. Netop det hus blev i de næste cirka tre årtier et yndet udflugtsmål for tidens kunstnere, videnskabsmænd og skribenter. Motivet var klassisk: en kort tur ud af byen, naturen tæt på bordet – og et sted, hvor man kunne tale friere end i salonerne.
Kunstnerne efterlod spor. Elias Meyer lavede en stregætsning af huset; O. J. Rawert tegnede i 1812 indgangen, og Jens Peter Møller malede et stemningsfuldt Parti ved Ermelundshuset, som siden fandt vej til Øregaard Museum. For os er værkerne små fotografier af et miljø, der ellers var gledet ud.
1805: “Symposium” – og spøgen i undertøj
Sommeren 1805 samledes en kreds af forfattere og lærde til et “symposium” i Ermelundshuset. Adam Oehlenschläger var blandt dem. Der blev diskuteret idéer – og drukket. På et tidspunkt tipper festen fra høj stemning til grovkornet drilleri:
Man river tøjet af en af deltagerne, bærer ham ud og sender ham afsted i en vogn kun i undertøj.
Oehlenschläger nævner episoden tørt i sine erindringer. Ikke moraliserende; mere som et billede på den tids frimodige kammeratskab. Det er også et sigende glimt af guldalderens dobbelte natur: høj ånd i teksterne – rask humor i praksis. Man kan næsten høre hjulenes rumlen ad Ermelundsvej og latteren fra døren, mens skoven står mørk bagved.
Efterglans og forandring
Guldalderens selskaber ebbede ud. Huset blev senere almindelig privatbeboelse. I 1924 rejste man et nyt, rødt murstenshus med tegltag på grunden – den villa, man møder i dag ved Ermelundsvej. Det er ikke traktørstedet, men stedet bærer stadig historien: skovkanten, vejen, og et miljø af huse fra samme periode.
En kuriøs detalje: enkelte registre fører et årstal 1753 på en bygning ved Ermelundsvej 127. Det kan være en fejloplysning, en tradition om et endnu ældre hus eller en forveksling på matriklen. Alt andet peger på: 1790 for guldalderhuset – 1924 for den nuværende bygning.
Forvekslinger: Ermelundshuset ≠ Ermelundshusene
Lige i nærheden ligger Ermelundshusene ved Ibstrupvej – en fin rækkehusbebyggelse fra 1949 i parklignende omgivelser omkring Pæredammen. Den historie handler om efterkrigstidens boligpolitik og funktionel hverdagsarkitektur. Smuk – men en helt anden fortælling end Ermelundshusets guldaldermyte.
Tidslinje
- 1670’erne: De kongelige jagtveje anlægges; skovløberhus i Elmelunden.
- Ca. 1790: Nyt Ermelundshus opføres; bliver udflugtssted for kunstnere.
- 1805: “Symposium” – Oehlenschlägers selskab og den berømte undertøjs-spøg.
- 1812: O. J. Rawert tegner indgangen til huset.
- 1820’erne–30’erne: Motivet dukker op i ætsninger og malerier (Elias Meyer; Jens Peter Møller).
- 1924: En ny rød murstensvilla opføres på grunden – den, man ser i dag.
- 1949: Ermelundshusene ved Ibstrupvej opføres (separat historie).
Hvorfor betyder det noget?
Fordi små steder kan bære stor kultur. Ermelundshuset viser, hvordan infrastruktur (jagtveje), landskab (skovkanten) og social praksis (billig kost, vin og frie samtaler) tilsammen bliver til et åndsmiljø. Det er ikke slottene, der bærer idéerne frem – det er ofte de ydmyge, let tilgængelige pauserum, hvor folk har tid til at blive kloge på hinanden.
Og så minder spøgen fra 1805 os om, at selv de store navne også var unge mennesker, der drillede – og tog hjem i en vogn iført mindre, end man normalt kører i. Det gør myten mere menneskelig – og huset mere nærværende.
Billeder fra turen til Ermelundshuset
Dit Gentofte har været på Tur til lille Ermelund. Billederne er taget af Inge Dahl-Madsen, og billedtekst og vers er lavet af OpenAI med inspiration fra Adam Oehlenschläger.
En sti gennem frodig natur,
Hvor Ermelund hvisker blidt,
Under trækroners grønne ur,
Finder sjælen fred og frit.
I dybder af det grønne, hvor farver blødt sig flirter,
En dans af skønne blomster, der i solens lys sig sitrer.
Med duft af liv og glæde, hvor sommerfugle svæver,
Her blomstrer hjertet frit, i naturens rige næver.
Fugl i træets greb, så fri,
svinger i vinden, synger sin melodi.
Som drømme, der svæver i stjerners skær,
finder den vej til det uendelige, nær.
I murstenshus med hvid dør smukt,
Hvor minder svømmer i solens lys,
Vinduer åbner sig mod drømme,
Og hvisker hemmeligheder fra det forbi.
Søde bær fra naturen gror,
Under himlens blå, de lokker og forfører,
I skovens dybe, stille rum,
Hvor livets smag og duft sig rummer.
