Foråret er på vej 🌻

HAVER symboliserer vores fælles rejse mod at skabe grønne oaser, hvor både børn og voksne kan lære og trives i naturens nærvær
HAVER symboliserer vores fælles rejse mod at skabe grønne oaser, hvor både børn og voksne kan lære og trives i naturens nærvær (Foto: Haver til Maver)

Så lander vi igen i din indbakke med en ny udgave af vores nyhedsbrev. Nu uden sne og is – og måske med et forår lige rundt om hjørnet.

Og der er alt mulig grund til at glæde sig over, at frosten har sluppet sit tag; jorden er så småt begyndt at tø op, duften af muld breder sig, lyset vender tilbage, og hos os betyder det én ting: Vi rykker ud fra kontoret og ud i haverne, så de kan blive klar til skoleklasserne lige efter påske.

Mens vi venter på at det for alvor bliver spiretid, har vi allieret os med Aarstiderne og præsenterer ’Fantastiske Frø og Fællesspisning’ den 15. marts på Banegaarden. Vi medbringer spirende aktiviteter for hele familien og giver børnene mulighed for at lave deres egen spirepotte og frøpose, som de kan tage med hjem og dyrke. Vi disker op med en lækker grøn menu, herunder en varm kartoffelsuppe og dampet broccoli med børnevenlig “gremolata”.

Som du nok har gættet, så tripper vi (en lille smule utålmodigt) på, at jorden igen bliver tjenlig, og vi for alvor kan rykke ud under åben himmel. I disse uger planlægger havekoordinatorerne, hvilke grøntsager der skal spire frem i haverne, og hvilke grønne retter der senere skal trylles frem i skolehavernes udekøkkener. Sidste år lagde vi – sammen med eleverne – hele 300 kilo frø og læggekartofler i jorden.

Endnu et grønt projekt er tjekket ind hos os, og vi er begejstrede over, at vi skal være en del af det treårige projekt kaldet “Fra Mark til Menu”. Projektet er ledet af Techcollege og støttet af Villum Fonden, hvor Haver til Maver for første gang skal hjælpe med at gøre erhvervsuddannelserne grønnere. Tanken er, at kokke-, ernæringsassistent- og landbrugselever skal ud i marken, hvor råvarerne spirer.

Haver til Maver-Huset er vinder af Årets Arne 2026. Arkitektforeningen har tildelt prisen til Haver til Maver-Huset på Frederiksberg for dets arkitektoniske kvalitet og evne til at skabe et inspirerende læringsmiljø.

Den 21. april kan du møde os til National Konference om Udeskole 2026 i Århus. Her fortæller vi, hvem Haver til Maver er, og hvordan vi arbejder i praksis. Du vil også møde førende danske og nordiske forskere og få den nyeste viden om udeskole.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier