Dette er et debatindlæg af Karl Iver Dahl-Madsen, som opstiller som kandidat til Gentoftes kommunalbestyrelse for Liberal Alliance.
Her er en Stephen King pastiche om det kolde gys, som skræmmer liver af alle socialdemokraterne fra V/K og ud mod venstre:
Jeg, Karl Iver Dahl-Madsen, stiller op for Liberal Alliance i Gentofte. Når ritualer og planøkonomi rasler, går Det kolde gys i land og slukker for spildet.
Det kolde gys
Lidt før daggry, når Øresund trækker vejret ind, vågner noget ved stranden. Tangen ligger i sorte driver, og under den bevæger der sig en skygge, langs molen, langs de kolde sten, op mod de gule lyskegler fra rådhuset. Papirerne derinde begynder at røre på sig, som om nogen vender sig i søvne. En printer hoster og fortryder det straks.
Jeg er Karl Iver Dahl-Madsen, og jeg stiller op for Liberal Alliance i Gentofte. De kalder mig Det kolde gys. Ikke en titel – en påmindelse. Når låg klapper, og regler rasler, glider jeg gennem gangene og lægger hånden på de maskiner, der æder uden at skabe værdi. Nogle siger, det er farligt. Det er korrekt.
Jeg har set planerne gro som svamp på fugtige budgetter. Jeg har set gode mennesker – flittige, dygtige – blive sat til at fodre et system, der lever af deres tid. Og jeg har hørt de bløde stemmer i dagslyset, der hvisker hårdt i mørket: “Bare lidt mere styring.”
Stop den planøkonomiske grønne omstilling
Nede i underetagen står cylinderen, to meter høj, blank som våd is. På siden står “omstilling” i venlige bogstaver. Når den kører, varmer den ikke et eneste klasseværelse; den varmer kun regneark. Den æder skattekroner og spytter regler ud. Den siger, at følelser er bevis, og at tal er uhøflige. Men tal kommer altid igen – på elregningen, i huslejen, i skatten.
Jeg har set lamper, der ikke lyste, men certifikater, der blændede. Projekter med navne så lange, at ingen havde luft til at spørge: “Virker det?” Prestige i stedet for praksis; symboler i stedet for strøm.
Det kolde gys trækker stikket, lader mørket falde et sekund, og tænder så det rigtige lys: teknologi, konkurrence, dokumenterede resultater. Ingen ritualdans om CO₂-totemer. Ingen milliondyre projekter, der saver benene af driftsbudgettet.
Minimér lokal sortering i hjemmet
Omkring kl. 22 kan man høre Gentofte rasle. Låg, der klapper. Fem, seks, syv spande på række. En familie kommer hjem. De har allerede sorteret dagen i møder, børn, indkøb. Nu sorterer de igen – opmærksomhed, overskud, tid – ned i farvet plastic. Det ligner frelse. Det er slid.
Sandheden er nøgtern: central sortering virker bedre. Storskalaanlæg renser renere, sorterer skarpere og gør det uden at spise aftenens sidste levende minutter. Vi minimérer fraktionerne i hjemmet, giver de flittige voksne deres tid tilbage og flytter arbejdet hen, hvor det hører til.
Hvis nogen hvisker, at det er farligt at pille ved ritualet, så lad dem hviske. Det kolde gys er ikke bange for låg, der klapper – kun for spildt liv.
Gentofte skal beholde sine egne penge
Oppe i salen står den anden maskine. Den ser venlig ud. Den hedder “udligning”. Den summer ikke; den suger – stille og konstant. En millimeter her, en millimeter der, fra veje, skoler, pleje. Den kalder det fællesskab. Men fællesskab uden ansvar er en usynlig hånd i dine lommer.
Gentofte har passet på sin økonomi. Man skal ikke straffes for at lade være med at sætte huset i brand. Pengene skal blive her, hvor de gør mest gavn, fordi de bruges ordentligt. Når jeg lægger hånden på maskinens kappe, mærker jeg pulsen fra dine skattekroner. Vi skruer ned. Vi belønner klog drift. Vi spærrer slangen, der hvisker, at andre altid ved bedre end dem, der får ting til at virke.
Når papir begynder at gå
Der findes et tidspunkt lige før sol, hvor selv papir får skygger. Det er her, modet plejer at sive, og “sådan er det jo” bliver sagt. Men sådan skal det ikke være.
Vi sætter måling før mening, økonomi før varm luft, drift før drømmeri. Vi siger ja til det, der virker, og slukker for det, der larmer. Vi gør kommunen enkel at arbejde med – og god at leve i.
Jeg ved, hvad de siger. At jeg er for skarp. For nøgtern. For lidt “festlig” i planerne. Fint. Så lad dem mærke Det kolde gys: den kølige vind, der blæser tågen ud af rådhusets gange; det våde spor, der ender ved kontakten, hvor maskinerne står og gumler.
Og hvis du hører noget i nat – en printer, der fortryder; et låg, der holder op med at klappe; en maskine, der hoster og dør – så er det kun, fordi vi endelig har valgt fornuften. Vi har valgt friheden. Vi har valgt Gentofte.
Jeg er Karl Iver Dahl-Madsen. Jeg stiller op for Liberal Alliance i Gentofte. Kom med. Vi gør det farlige: siger nej til det behagelige selvbedrag og ja til det kolde, virksomme lys. Det kolde gys går sine runder, til det sidste unødige apparat holder op med at stjæle af dit liv.
