Nu er Mad uden ovn landet!

Så er den her endelig: Mad uden ovn – en kogebog til små køkkener er blevet trykt og er nu ankommet både til forlaget Kolbein i Gentofte og til DBK.

De to glade forfattere, Pia Brandt Danborg (fra Køge) og Signe Dahl Lumholt (fra Sorø) viser den nytrykte bog frem i selskab med to tilfredse krager (OpenAI assisteret billede)

Bogen er også blevet oprettet i Bogportalen, så boghandlere over hele landet kan finde og bestille den. Med andre ord er alt det praktiske nu på plads: Bøgerne er trykt, lageret er fyldt, og oplysningerne er sendt ud i bogsystemet.

Mad uden ovn er fyldt med lækre, nemme og budgetvenlige opskrifter, der kan laves helt uden ovn. Bogen henvender sig blandt andet til unge i deres første bolig, campister, sommerhusejere og alle andre, der gerne vil lave god mad med en pande, en gryde og lidt kreativitet.

Og den første læserreaktion er allerede kommet:

“En lille, lækker kogebog, som min kone synes er alletiders. Fornuftig og uskabet.”

Det er svært at ønske sig en bedre begyndelse.

Nu mangler vi sådan set kun én ting:

At ordrerne vælter ind!

Vi glæder os til at sende bogen ud til boghandlere og læsere – og til at se, hvilke retter der først kommer på bordet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier