Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2022/04/06-2022/04/19.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld, Charlottenlund

En 20-årig kvindelig bilist fra Charlottenlund påkørte klokken 10.53 en 57-årig mandlig cyklist fra Charlottenlund i krydset ved Hyldegårdsvej og Fredensvej. Politiet blev sendt dertil, hvor Hyldegårdsvej i en periode måtte afspærres, mens der blev arbejdet på stedet. Cyklisten blev grundet lettere tilskadekomst kørt med ambulance til behandling på hospitalet.

Den 20-årig kvinde blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Tyveri fra personbil, Hellerup

Mellem fredag den 8. april klokken 18.00 og mandag den 18. april klokken 11.30 blev rattet stjålet fra en Porsche personbil, som holdt parkeret på Gardes Alle. Indstigningsstedet er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ukendt.

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 15.56 skete der i forbindelse med vognbaneskift et færdselsuheld mellem to bilister på Helsingørmotorvejen i nordgående retning nær Hellerup. Grundet bilernes placering var 2. og 3. vognbane i en periode afspærret, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Kørsel uden førerret, Humlebæk

En patrulje standsede klokken 16.50 en 75-årig mandlig bilist fra Charlottenlund på Humlebæk Strandvej. Han blev her sigtet for at køre bil, selv om han havde fået sin førerret administrativt inddraget.

Tyveri fra taske, Hellerup

En 80-årig kvinde fra Hvidovre anmeldte klokken 16.52, at hun tidligere på dagen havde fået stjålet sin pung, mens hun handlede i Irma på Strandvejen. Kvinden havde haft pungen i sin taske, mens hun var i supermarkedet mellem klokken 14.00 og 14.30, og hun opdagede efterfølgende, at den var stjålet, samt at der var forsøgt hævet kontanter fra hendes kreditkort.

Vold, Klampenborg

Klokken 20.34 indløb der anmeldelse om, at en medarbejder på Dyrehavsbakken klokken 17.13 var blevet udsat for vold ved en forlystelse på stedet. Ifølge anmeldelsen havde medarbejderen stoppet et barn fra at gå ind i forlystelsen af sikkerhedsmæssige årsager, hvilket havde fået tre personer, som ledsagede barnet, til at overfalde medarbejderen med skub, slag og spark.

Som led i efterforskningen skal der nu blandt andet kigges overvågningsmateriale igennem fra stedet.

De tre personer beskrives som:
A: mand, mellemøstlig af udseende, ca. 35 år, muskuløs af bygning, mørk i huden og med kort sort hår og velplejet fuldskæg. Iført hvid jakke, sort T-shirt, cowboybukser og sorte sko. Talte dansk med accent. Medbragte barnevogn.
B: kvinde, mellemøstlig af udseende, ca. 25 år, spinkel af bygning, mørk i huden. Iført tørklæde. Talte dansk med accent.
C: kvinde.

 

Indbrud i forretning, Gentofte

Klokken 01.02 indløb der anmeldelse om, at der var indbrud i en cykelforretning på Gentoftegade. En patrulje kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at en ukendt gerningsperson havde knust en rude for at tiltvinge sig adgang til forretningen.

Patruljen runderede i området efter gerningspersonen, men det var ikke muligt at udfinde nogen, som kunne sættes i forbindelse med episoden.

 

Besiddelse af stoffer med henblik på videresalg, Gentofte

En patrulje traf klokken 01.50 en 22-årig mand fra København på Gentoftegade. Da han lugtede kraftigt af hash, blev han visiteret og fundet i besiddelse af en moderat mængde hash i salgsposer samt kontanter. Han blev derfor sigtet for at være i besiddelse af de euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Oversigt over indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 11.-17. april 2022

Sidespejle ødelagt, Dyssegård

En bil, som stod i Sønderdalen, har mellem mandag aften og tirsdag formiddag været udsat for hærværk, idet begge sidespejle er slået i stykker.

Ville ikke forlade tog, Klampenborg

En 28-årig mand fra Svendborg endte klokken 18.42 tirsdag aften med at blive anholdt og sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen, da han trods flere opfordringer nægtede at forlade et tog på Klampenborg Station. Manden blev løsladt senere på aftenen.

Mand gik rundt i have, Hellerup

En mand gik klokken 19.34 rundt i en have, som ikke var hans egen, på Svalevej. En patrulje kørte til stedet, men da den kom frem, havde manden forladt haven og var ikke at se i området.

Færdselsuheld, Gentofte

En 65-årig mandlig bilist fra Charlottenlund foretog klokken 08.48 et venstresving fra Dyssegårdsvej ad Vangedevej, hvor han kørte ud foran en 57-årig mandlig bilist fra Søborg, som kørte af Dyssegårdsvej i nordlig retning. I den forbindelse påkørte cyklisten bilens dør og væltede.

En patrulje kørte til stedet, hvor også en ambulance blev sendt til for at tilse cyklisten. Der skete dog ikke umiddelbart større personskade i forbindelse med uheldet.

Bilisten kan formentlig se frem til at blive sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Brand i båd, Hellerup

Klokken 09.13 indløb der anmeldelse om, at der var opstået brand i en båd ved Tuborg Havnepark. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet blev igangsat.

Branden opstod formentlig som følge af en fejl i en elinstallation.

Butikstyveri, Charlottenlund

Klokken 15.12 blev det anmeldt fra Coop 365 på Ordrupvej, at de stod med en formodet butikstyv, der havde forsøgt at stjæle fire øl til en samlet værdi af 36 kroner. Da butikstyven var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 35-årig udenlandsk mand blev anholdt og sigtet for forholdet.

Stak af fra påkørsel, Gentofte

En ung mand stak onsdag eftermiddag af efter at have været involveret i et sammenstød med en anden bil på Motorring 3 omkring klokken 17.14. Den unge mand nåede dog at sikre sig, at ingen personer i den anden bil var kommet til skade ligesom han oplyste, at han kørte i sin mors bil, inden han løb sin vej. Nordsjællands Politi er bekendt med registreringsnummeret på den bil, som den unge mand kørte i.

Bortvist fra restaurant, Hellerup

En 42-årig mand fra Charlottenlund blev onsdag omkring klokken 20 bortvist fra Frankies på Strandvejen, hvor han tiggede mad og råbte af medarbejderne på stedet.

Alkohol- og narkopåvirket mand kørte galt, Hørsholm

En 44-årig mand fra Hellerup mistede omkring klokken 01 herredømmet over sin bil, da han i alkohol- og narkopåvirket tilstand kørte ad Sjælsmarkvej. Da han endvidere fra frakendt førerretten og havde flere sigtelser for kørsel i frakendelsestiden, blev hans bil beslaglagt. Manden blev taget med på hospitalet, hvor han dels blev undersøgt efter uheldet og fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad og promille til brug for den videre behandling af sagen.

Mand bortvist fra station, Hellerup

Tirsdag formiddag klokken 10.17 kom en anmeldelse om, at en beruset mand råbte og slog ud efter folk ved 7-Eleven på Hellerup Station. En patrulje kørte til stedet og bortviste manden.

Kørte uden førerret, Hellerup

Tirsdag klokken 12.20 blev en 38-årig mand fra Hillerød standset, da han kom kørende ad Strandvejen. Da han tidligere var frakendt sit kørekort, blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Forsøgte at bryde ind, Charlottenlund

En tyv forsøgte tirsdag omkring klokken 13 at bryde ind i en lejlighed på Ordrup Jagtvej. Da han opdagede, at beboeren var hjemme, opgav han dog sit forehavende. Han beskrives som en dansk udseende mand, 35-45 år, almindelig af bygning, iført sort hue og tøj, der muligvis var mørkt.

Tyveri fra personbil, Hellerup

Mellem tirsdag klokken 18.15 og onsdag klokken 06.40 tiltvang en ukendt gerningsperson sig adgang til en personbil, som stod parkeret på Valbirkvej. Fra bilen blev der stjålet en airbag samt begge forlygter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev