Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2022/05/27-2022/06/07.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Havde hash på sig, Dyssegård

En 55-årig mand fra Frederiksberg blev mandag aften klokken 18.12 fundet i besiddelse af en plade hash, da en patrulje traf ham på Vangedevej. Manden blev sigtet for forholdet og hashen blev konfiskeret.

Sigtet for narkokørsel, Hellerup

Klokken 01.20 blev en 20-årig mand truffet i sin bil på Gersonsvej. Manden blev sigtet for narkokørsel idet der var en kraftig lugt af hash i bilens kabine. Han blev taget med på hospitalet, hvor der blev taget en blodprøve af ham. Den skal fastlægge om og i givet fald i hvilken grad, han var narkopåvirket.

Tricktyv på p-plads, Gentofte

En tricktyv var mandag eftermiddag mellem klokken 15.00 og 15.30 på spil på en p-plads på Nybrovej. Her blev en 75-årig kvinde passet op en mand, som stillede hende nogle forskellige spørgsmål. Herefter opdagede kvinden, at hendes pung var blevet stjålet fra den taske, som den lå i. Manden beskrives som østeuropæisk af udseende, brun i huden med kort sort hår, 40-45 år, 175-185 cm høj, engelsktalende og iført hvid bluse og sorte bukser. Tricktyveriet blev anmeldt klokken 16.33.

Kvinde skabte uro på spisested, Gentofte

En 25-årig kvinde fra Gentofte blev tirsdag aften klokken 18.24 bortvist fra Bistro 28, hvor hun med sin opførsel skabte uro og uorden.

Tyveri fra autocamper, Charlottenlund

Klokken 10.06 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet en taske med indhold fra en autocamper, der havde holdt på Charlottenlund Fort Camping. Den forurettede fik sidenhen tasken igen inklusive indhold, dog var der blevet taget 100 Euro fra den.

Senere på dagen blev det ligeledes anmeldt, at der havde været flere andre forsøg på tyverier af tasker fra telte på campingpladsen, idet flere campister kunne se, at deres tasker i nattens løb var trukket mod åbningen af teltet.

Solofærdselsuheld, Gentofte

En 22-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby kørte klokken 03.50 ad Helsingørmotorvejen i nordvestlig retning, da han mistede herredømmet over sin bil og påkørte midterrabatten ved afkørsel 4. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik mistanke om, at bilisten muligvis havde kørt bil med en promille over det tilladte, og et alkometer bekræftede dette. Den 22-årige bilist blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel, hvorefter han blev kørt til hospitalet med henblik på blodprøveudtagning for præcist at fastslå hans eventuelle promillegrad.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Hærværk mod bil, Gentofte

En bil, som holdt på Høeghsmindevej har mellem klokken 12 lørdag og klokken 08 søndag morgen været udsat for hærværk idet bilens ene sidespejl er blevet sparket løs. Hærværket blev anmeldt søndag eftermiddag klokken 16.16.

Brand, Charlottenlund

Klokken 21.25 blev det anmeldt, at det brændte i en lejlighed på Lindegårdsvej. Politi, ambulance og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik slukket branden, der havde skabt en hel del røg, hvilket medførte, at lejlighedens kvindelige beboer blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand.

Branden er muligvis opstået i lejlighedens køkken, men Nordsjællands Politi skal nu foretage yderligere undersøgelser af brandstedet, før brandårsagen eventuelt kan konkluderes.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om branden eller kvindens tilstand på nuværende tidspunkt.