To særvisninger i biografen

To særvisninger i biografen
To særvisninger: Kilden i Provence og Manon og kilden (Foto: incl. en kop kaffe)

Mandag den 3. august og onsdag den 5. august kan du se- eller gense to franske sommerklassikere i biografen. Vi viser Kilden i Provence og opfølgeren Manon og kilden, der er baseret på romaner af Marcel Pagnol. En ung Gérard Depardieu spiller den pukkelryggede Jean de Florette i et solfyldt, landligt Provence, mens gudesmukke Emmanuelle Béart spiller Manon Cadoret i opfølgeren. Oplev dem begge i biografen!

Kilden i Provence

Mandag d. 3. august kl. 15.30

Den pukkelryggede Jean de Florette (Gérard Depardieu) ankommer fra byen til Provence for at skabe sig et paradis med sin hustru og deres lille datter. Men byens store jordbesidder, Papet (Yves Montand), planlægger at stjæle hans marker fra ham og tapper vand fra den kilde, som holder Jeans gård med vand. Så Jean tvinges til dagligt at tilbagelægge flere kilometer til fods for at hente vand. Mens planterne visner i den hede sommer, drives Jean mod vanviddets og ødelæggelsens rand.

Kilden i Provence bygger på L’Eau des Collines af Marcel Pagnol, som også har skrevet opfølgeren Manon og kilden.

Køb billetter her

Manon og kilden

Onsdag d. 5. august kl. 15.30

Fortsættelse af Marcel Pagnols storslåede beretning. Manon og kilden starter ti år efter Jean de Florettes død. Ugolin (Daniel Auteuil) og Papet (Yves Montand), som forårsagede Jeans død, lever i rigdom. Jeans datter, Manon, er nu blevet voksen og forvandlet til en henrivende skønhed, som lever med sine geder i bjergene. Blot synet af hende kan gøre en mand besat, og det er, hvad der sker for Ugolin, da han ser hende bade nøgen i en bjergsø. Men Manon afslører hans og Papets forbrydelse og iscenesætter en djævelsk hævn, som ikke blot skal tilintetgøre dem – men hele landsbyen.

Køb billetter her

Vi viser stadigvæk kommende klassikere: I august begynder efterårets forrygende klassikerprogram med en række udødelige titler fra hele filmhistorien. På programmet finder du alt fra Marilyn Monroe-klassikerne Asfaltjunglen og Gentlemen foretrækker blondiner til moderne rom-com som You’ve Got Mail og Det femte element.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier