
Ferien slutter med et brag søndag den 15. februar med kanonaffyring og tøndeslagning
Fra lørdag den 7. til søndag den 15. februar har Garderhøjfortet i anledning af vinterferien arrangeret en gådejagt for børn og barnlige sjæle. Gæsterne skal hjælpe den glemsomme soldat Birger, der snart skal på øvelse med sit kompagni i mange dage. Birger skal pakke til turen, men mangler at pakke noget. For at hjælpe Birger skal gæsterne på gådejagt og løse en række opgaver på fortet. I jagten skal gæsterne følge soldatens vej rundt på fortet og dermed opdage, hvad Birger har glemt.
Opgaverne kræver, at gæsterne bruger deres logiske sans og skarpe øjne for at løse opgaverne. Alle får en god instruktion, før jagten begynder, og opgaverne kan løses af børn helt ned til 6 år – især hvis de får lidt hjælp af deres voksne, lover fortets leder Kristine Adler-Nissen. Hun håber, at alle får en rigtig dejlig dag med sjove, hyggelige og lærerige aktiviteter sammen som gruppe.
Familievenlige rundvisninger
Når gådejagten er overstået, kan publikum vælge en guidet tur op i fortets kanontårn. Det tunge tårn er fuldt funktionelt, hvilket betyder at gæsterne selv kan få lov til at skubbe det i stilling. Det kræver dog, at hele gruppen lægger kræfterne i og skulder mod skulder skubber tårnet rundt, siger Kristine Adler-Nissen. Alle gæster kan få denne unikke oplevelse, da der løbende tilbydes guidede ture.
For de meget videbegærlige, afholdes en længere guidet tur hver dag mellem kl. 12.00-13.00. Der er et begrænset antal pladser til turen kl. 12.00 – så kom i god tid.
Fastelavn og Kanonaffyring
Vinterferien 2026 slutter med et brag søndag den 15. februar. Dagen starter kl. 12.00 med affyring af fortets store kanon, som fortet i dagens anledning har fået lov at affyre.
Derefter afholder Garderhøjfortet sit traditionsrige fastelavnsarrangement for børn, unge og voksne, der er gratis at deltage i. Der er tønder til de allermindste, til børn mellem 6 og 11 år og endelig den helt svære, der er for personer fra 12 til 99 år. Fortet har fejret fastelavn i mange år, og det er en glæde, at vi ser flere gengangere år efter år, siger Kristine Adler-Nissen. Som traditionen også byder, serveres der fastelavnsboller til alle, og mon ikke tønderne indeholder slik. Kristine Adler-Nissen glæder sig til at se mange gæster og fortæller, at der er præmie til bedste udklædning.





