Politirapporten for Gentofte Kommune i tidsrummet 2020-12-11 til 2020-12-22

Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2020/12/14-2020/12/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Pung stjålet fra bil

Gentofte: Fra en Nissan Qashqai, der holdt på Søgårdsvej, er der mellem lørdag aften klokken 21.00 og søndag formiddag klokken 11.45 stjålet en pung, der blandt andet indeholdt kørekort og Nemid. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.

Lys om natten vakte mistanke

Charlottenlund: En beboer på Strandhøjsvej var både årvågen og hurtig på tasterne klokken 02.15 natten til fredag, hvor han pludselig så noget lys tænde i et andet hus på vejen. Manden ringede resolut til politiet, som sendte et par patrulje afsted. Da patruljerne var kommet frem, kunne det heldigvis konstateres, at der ikke var tale om et kriminelt forhold.

Truck-tyveri

Gentofte: En truck er mellem mandag klokken 15.30 og tirsdag klokken 08.00 blevet stjålet fra Tværbommen. Tyveriet blev anmeldt onsdag formiddag klokken 10.02.

Mand knuste bilrude

Charlottenlund: En mand knuste onsdag eftermiddag klokken 16 en siderude på en Toyota Aygo, som holdt på Ordrupdalvej. Et vidne så manden komme løbende og slå på ruden med noget, der lignede en skruetrækker. Manden beskrives som østeuropæisk af udseende, 30-40 år, 178-183 cm høj og kraftig af bygning. Han var iført sort hue, mørk hættetrøje, mørke “baggy” bukser eller håndværkerbukser

Narkobilist standset

Charlottenlung: En 20-årig mand fra Charlottenlund blev klokken 01.30 natten til torsdag standset på Kystvejen, hvor en narkometertest viste, at han var påvirket ad cannabis. Manden blev sigtet for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer og blev taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 16. – 17. december 2020 (oversigten kan pt kun tilgåes via www.politi.dk, vi beklager ulejligheden).

Forsøg på tyveri fra kontor, Charlottenlund

Klokken 12.32 blev det anmeldt fra et kontor på Jægersborg Allé, at de et kvarters tid forinden havde haft en fremmed mand på uventet besøg.

Anmelderen havde overrasket en fremmed mand på kontoret og derefter jaget ham ud. Efterfølgende kunne anmelderen se, at flere bærbare computere var blevet klappet sammen og gjort klar til at blive taget med, men den fremmede måtte løbe fra stedet med uforrettet sag.

Den fremmede mand beskrives som: Mand, mellemøstlig af udseende, 23-25 år, 160 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden, med sort hår, iført mørkeblå dunjakke, blå jeans, kasket, mundbind. Kørte fra stedet i en ældre VW Passat med svenske nummerplader, formentlig sluttende på 559.

Affyring af fyrværkeri, flere steder i kredsen

I løbet af eftermiddagen og aftenen indløb der anmeldelser om affyring af fyrværkeri flere steder i kredsen.

På Blishøj og ved Piskesmældet i Helsingør blev der klokken 17.28 affyret fyrværkeri af en større gruppe unge. Patruljer kørte til stedet, men fandt ved rundering ikke nogen, som kunne sættes i forbindelse med hændelserne.

På Kirkevej i Birkerød fyrede en gruppe unge klokken 17.42 fyrværkeri af, hvorfor en patrulje også kørte dertil. Her blev en gruppe på fem unge mænd truffet, men det var ikke muligt at fastslå, hvem af dem der havde fyret krudtet af. De fik dog alle registreret deres generalia, og patruljen tog en snak med dem om fyrværkeriet.

Klokken 17.49 fyrede en mindre gruppe unge mænd bomberør af ved Shell på Kongevejen i Helsingør. Da patruljen kom til stedet, var gruppen dog forsvundet, og de var ikke mulige at udfinde ved rundering.

Ved skaterparken ved Klostermosevej i Helsingør blev der også affyret bombebør af en større gruppe personer klokken 18.08. En patrulje kørte til stedet, hvor den store gruppe ikke længere befandt sig. En enkelt ung mand blev dog truffet, og hans generalia blev registreret, ligesom patruljen tog en snak med ham om fyrværkeriet og derudover også kontaktede hans forældre.

På parkeringspladsen ved Ikea i Gentofte stod nogle unge mennesker klokken 00.11 og affyrede fyrværkeri, herunder blandt andet bomberør. En patrulje kørte dertil, men de unge havde i mellemtiden forladt stedet, og de blev heller ikke udfundet ved den efterfølgende rundering i området.

Klokken 00.37 blev der affyret fyrværkeri på Hillerødsholmsalle i Hillerød af nogle unge mennesker. De var dog ikke længere på stedet, da patruljen kom dertil, og de blev heller ikke udfundet i forbindelse med den efterfølgende rundering.

Besiddelse af stoffer, Gentofte

En patrulje traf klokken 18.01 fem unge mennesker på nogle bænke ved Kildeskovshallen. Her blev den ene, en 17-årig mand fra Gentofte, fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for.

Computer stjålet fra bil

Gentofte: Fra en VW Passat, der holdt på Ericavej, er der mellem søndag aften klokken 20.00 og mandag morgen klokken 06.15 stjålet en taske med en bærbar pc. Tyveriet blev anmeldt klokken 07.03 og tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en siderude.

Fandt æterflasker på genbrugsplads

Gentofte: En borger kontaktede mandag eftermiddag klokken 14.46 politiet, da han havde fundet flere mindre flasker med æter på genbrugspladsen på Ørnegårdsvej. Hærens sprængstof- og ammunitionsrydningstjeneste blev kontaktet for vurdering af, hvordan flaskerne bedst og mest sikkert kunne bortskaffes.

Halogenlampe antændte vasketøj

Gentofte: En kurv med vasketøj, som stod for tæt på en halogenlampe, var søndag eftermiddag klokken 13.48 årsag til, at der opstod en mindre brand i en kælder på Fennevangen. Der skete mindre røg- og sodskade på en del af tøjet, men ingen personer kom til skade ved branden, som hurtigt blev slukket af brandvæsenet.

Mand stjal kontanter

Klampenborgvej: Søndag aften klokken 19.15 bankede en mand på døren til en bolig på Fønssvej. Her signalerede manden, at han gerne ville ind i boligen, hvilket fik den 76-årige mandlige beboer til at åbne døren. Den fremmede mand gik efterfølgende ind i den 76-åriges stue, hvorfra han stjal nogle kontanter. Manden beskrives som 38-45 år, 170 cm høj, muskuløs af bygning, brun i huden og mørke øjne. Han talte dansk med accent og var iført mørk dunjakke, en mørk hue samt lyseblåt mundbind.

Fik stjålet mobiltelefon

Hellerup: En 30-årig mand fik søndag aften klokken 19.36 stjålet den mobiltelefon, som han havde indtryk af, at en anden manden var interesseret i at købe. Under fremvisningen af telefonen, som foregik på Gammel Vartov Vej, stjal den mulige køber telefonen og løb sammen med en medgerningsmand hen til en sort Mercedes, hvorefter de kørte fra stedet. Der er ikke noget nærmere signalement af de to mænd udover, at de var udenlandske af udseende.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier