Ved du egentlig, hvorfor du kan bade i Københavns Havn?

I slutningen af august er det Kulturhavn Festival med et hav af aktiviteter i og på det rene vand i Københavns Havn.

Men ville du hoppe på hovedet i Seinen i Paris eller Themsen i London for at bade? Nej, vel. Det er helt unikt, at en storby som København har så rent vand i havnen, at man kan bade. Hvordan kan det egentligt være?

De mange svømmeglade byboere i vores hovedstad er glade for havnens rene vand. På en varm og solrig dag plejer byens havnebade, badezoner og bynære strande at være tæt pakket med borgere fra tidlig morgen til sen aften.

Til Kulturhavn i slutningen af august er der også mange aktiviteter i og på det rene vand i havnen.

Engang var det møgbeskidt

Det er unikt, at en storby som København har så rent vand, at man kan bade uden risiko for at blive syg. Men hvordan går det til, at en tidligere industrihavn helt uden brug af kemiske stoffer kan holdes så ren?

Frem til midten af 1990’erne var havnevandet stærkt forurenet. Knap 100 kloakudløb, oliespild og industriaffald var hovedårsagen til, at vandet var så beskidt, at det var forbudt at bade og fiske i det. Hver gang det regnede kraftigt, og der kom tryk på byens kloakker, løb blandingen af kloak- og regnvand lige ud i havnen. Vandet var sundhedsfarligt.

Men så tog HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, i samarbejde med Københavns Kommune de første skridt til at gøre hovedrent i havnen.

Hovedrent i havnen – helt uden rengøringsmidler

Det er dog hverken Ajax eller klor, der har renset havnen. Men derimod en række store underjordiske bassiner, hvor regn- og kloakvandet ledes hen, når kloakkerne er ved at være fyldt op. Her venter det beskidte vand til der igen er plads i kloakken, og det kan komme videre ud til rensningsanlægget.

HOFOR, der har ansvaret for byens kloaksystem, har nu 14 underjordiske bassiner, der holder havnen ren. Du har højst sandsynligt gået oven på et af dem uden at vide det. Under caféerne på Kvæsthusbroen, lige ved Skuespilhuset, ligger et. For enden af Dampfærgevej på Østerbro ligger et andet. Ved Amager Strandpark et tredje. Og sågar under den befolkede Højbro Plads.

Det største bassin kaldes Colosseum og har en volumen på 30.000 m3, svarende til 12 olympiske svømmebassiner.

Hold øje med det røde flag

Et effektivt elektronisk advarselssystem måler hver dag vandkvaliteten i havnen, og Københavns Kommune lukker havnebadene, hvis der er uønskede bakterier i vandet. Det kan nemlig ske, at kloakvand må lukkes ud, hvis byen rammes af de helt store skybrud. Så er der nemlig ikke engang plads i de underjordiske forsinkelses-bassiner.
Det sker kun, når alle bassinerne er fulde, og det vil derfor ikke være det mest beskidte vand, der ryger i havnen. Hvis det røde flag er hejst, så betyder det, at man ikke må bade. Så hold øje med det og vent til badestedet igen hejser det grønne flag.

Vand i verdensklasse – kig forbi Kulturhavn 23.-25. august

HOFOR sørger for vand i verdensklasse i København – både i havnen og i hanen. Kulturhavn, Danmarks største kultur- og havnefestival, løber i år af stablen den 23.-25.august med et hav af gratis aktiviteter i Københavns Havn.

Du kan ind imellem de mange aktiviteter møde HOFOR og lære børnene (og de voksne) lidt om rent vand og gode vandvaner. Find os ved børnelandet på Christianshavn lørdag og søndag.

Læs mere på www.kulturhavn.dk

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier