Efterårsferie i Gentofte Kino

Edmond

Edmond, foto: Gentofte Kino

EDMOND fortæller historien bag beretningen om den langnæsede Cyrano de Bergerac – Frankrigs største teaterstykke nogensinde, skrevet af Edmond Rostand. Året er 1897 i Paris. Edmond Rostand, der er manuskriptforfatter uden den store succes, er ramt af en massiv skriveblokering. Inspirationen er væk og Edmond ved ikke sine levende råd. Derfor er panikken også total, da han kontaktes af den store Constant Coquelin, der insisterer på at indtage hovedrollen i Edmonds næste stykke. Constant er ikke en herre, som man siger nej til og det gør man heller ikke til hans krav om en premieredato… om tre uger! Edmond har ikke skrevet et ord og har ingen anelse om, hvad stykket skal handle om. Det eneste, han har, er en titel: Cyrano de Bergerac! Filmens instruktør, Alexis Michalik stod også bag instruktionen af det succesrige teaterstykke, som EDMOND er baseret på – Et stykke, som vandt hele fem Molière Awards (den franske teaterverdens modsvar til en Oscar) tidligere på året.

Mandskoret

Mandskorte, foto: Gentofte Kino

Hver tirsdag mødes 25 mere eller mindre midaldrende norske mænd for at synge og drikke øl. De kalder sig Mannskoret, og det er efter sigende sværere at blive medlem her end at komme med i Hells Angels. Og mens de med sange om smerter ved urinering med tungen i kinden går til kamp mod ’fimsemusik’, har de i koret fået skabt et frirum, hvor de ellers fåmælte gutter kan tale om deres følelser og lade andre komme lidt tættere på. Det er også nødvendigt, for korets elskede dirigent, Ivar, har for nylig fået en kræftdiagnose, der efter lægens skøn giver ham tre måneder tilbage at leve i. Nok har de skrevet ind i korets vedtægter, at de skal synge til hinandens begravelser, men Ivar og de andre håber inderligt, at hans først bliver efter deres største koncert til dato – nemlig som opvarmningsorkester for selveste Black Sabbath på den norske Tons of Rock-festival. ’Mandskoret’ er en swingende, rørende og morsom dokumentar, der får hjertet til at boble og tårerne til at trille. En film om usminket livsglæde, mens døden sniger sig ind. ’Mandskoret’ vandt NORDIC:DOX Award ved dette års CPH:DOX.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier