Fyrværkeri på skinnerne

 BaneDanmark skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om skinnesliberen:

Det mest gnistrende af Banedanmarks specialtog, skinnesliberen, tager i begyndelsen af 2020 på tur rundt i landet for at fjerne små rifler og bølger i skinnerne. I år får også Kystbanen besøg.

Traditionen tro indledes det nye år med et besøg af skinneslibetoget, som i en regn af gnister sliber små ujævnheder af skinnerne. Og rundturen når nu København og Kystbanen.

De små skinnefejl, der skal slibes væk, bliver fundet ved kørsler med målevognstog, og en gang om året – typisk i januar og februar – kommer skinneslibetoget forbi Danmark.

Slibetoget kører 1-9 gange på samme strækning for at fjerne rifler og bølger på skinnerne. Toget kører om natten for ikke at genere den togdriften, og på en nat kan slibetoget i gennemsnit nå at slibe 5-6 kilometer skinner færdigt.

“Efter at skinneslibetoget har gennemkørt en strækning, vil der være færre vibrationer i sporet fra togene. Det betyder, at der går længere tid imellem, at det er nødvendigt at justere sporet og udskifte skinner, sveller og skærver,” siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.

Et tog blandt mange
Skinneslibetoget er bare et af flere specialtog, der sliber, høvler og fræser skinnernes overflade for at sikre, at sporet er i så god form som muligt til at klare de 3000 daglige tog, der kører på det statslige jernbanenet.

“En vigtig del af vedligeholdelsesarbejdet består i at slibe, fræse og høvle skinnerne. Både af hensyn til sporet, men også for at sikre en bedre komfort for passagererne og for at begrænse støjen fra skinnerne,” siger Pernille Skovrup.

Arbejder aften og nat – rengøres om dagen
Skinneslibetoget arbejder om natten – typisk i perioden mellem klokken 22.30 og klokken 5 – for at genere togdriften så lidt som muligt.

Toget kører aftenen og om natten for at genere den almindelige togdrift så lidt som muligt. Det sker fortrinsvis mellem kl. 22.30 og kl. 5, og skinneslibetoget kører efter følgende plan:

25.-26. januar København H-Klampenborg

26.-27. januar Hellerup-Rungsted Kyst

27.-28. januar Skodsborg-Nivå

28.-29 januar Snekkersten-Rungsted Kyst

29.-30. januar Helsingør-Nivå

30.-31. januar København H-Rungsted Kyst

1.-2. februar Snekkersten-Klampenborg

2.-3. februar Nivå-Klampenborg

3.-4. februar Skovshoved-Hellerup

Dagtimerne bliver brugt til at rengøre toget. Den 25. -26. januar holder toget i Glostrup, og den 27. januar-2. februar holder det i Helsingør. Den 3. og den 4. februar holder skinnesliberen igen i Glostrup.

Kontaktinformation
For yderligere information om skinneslibningen kan journalister ringe til Banedanmark presse træffes på telefon 8234 1313.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier