Sikkerhed når du arbejder hjemme

Sikker Digital skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om IT sikkerhed:

Cyberkriminelle har været hurtige til at udnytte corona-krisen. Når vi alle arbejder hjemmefra med adgang til arbejdspladsens systemer, er der eksempler på, at kriminelle udnytter den nye situation, for at få adgang til og skade dit arbejdes systemer.

Se her, hvordan du kan gøre det cybersikkert at arbejde hjemmefra. En stor del handler om at være opmærksom og tænke sig om en ekstra gang, inden man f.eks. åbner eller klikker på et link i en mail.

IT sikkerhed, foto: ABW

Vær særlig opmærksom på afsendere, du ikke kender, eller på mails som handler om corona.

Råd til sikker digital adfærd, når du arbejder hjemme

  1. Vær opmærksom på falske mails eller sms, som du modtager. De kan typisk være under dække af nyheder om corona, men det gælder også fra afsendere, du ikke kender (phising).
  2. Brug kun de programmer og kommunikationskanaler, din arbejdsplads stiller til rådighed. Kommunikationskanaler kan f.eks. være programmer til mail eller online møder (Outlook, Skype/Teams og andre).
  3. Vær opmærksom på, om din arbejdsplads har regler for brug af private mailkonti og filudvekslingstjenester. Det sidste kan være Dropbox, WeTransfer og lignende.
  4. Hvis din arbejdscomputer ikke automatisk holdes opdateret, er det vigtigt, at du selv gør det. Det gælder selvfølgelig for virusprogrammer og andre programmer.
  5. Kontroller, at din fjernadgang til din arbejdsplads virker. Hvis der er problemer med forbindelsen, kan du i samarbejde med jeres IT-folk bede om hjælp til at lave forbindelsen.

Husk også at beskytte den fysiske adgang til din arbejdscomputer, når du arbejder hjemmefra. Lås den gerne inde, når du ikke bruger den.

Det er også en god idé at snakke og dele viden om mærkelige mail og beskeder med dine kolleger. Underret også dine IT-folk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier