Uddrag af seneste politirapport

Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 24-07-2023 til 01-08-2023

a

Bedrageri, Gentofte

En 49-årig kvinde fra Gentofte blev tirsdag kl. 18.09 taget i at ombytte prisskilte i Ikea på Nybrovej, hvorved hun betalte en forkert pris for en vare. Kvinden blev sigtet for bedrageri.

Færdselsuheld, Charlottenlund

En 49-årig mand fra Charlottenlund ramte torsdag kl. 19.04 et parkeret køretøj på Gyldenlundsvej, hvilket resulterede i, at hans bil rullede om på taget. Manden blev kørt til hospitalet for at blive tilset.

Hærværk, Gentofte

Politiet fik søndag kl. 18.37 en anmeldelse om, at ukendte gerningsmænd havde ødelagt to vinduesfag samt to ruder i indgangsdøren på Maglegårdsskolen ved at kaste bjælker eller sten gennem ruderne.

Kørte op i forankørende, Dyssegård

En 43-årig mand fra København kørte søndag kl. 13.59 op i en forankørende 29-årig mandlig bilist fra Frederiksberg på Vangedevej, da det forreste køretøj skulle foretage et sving. En kvindelig passager, der kørte med den 43-årige mand, blev efterfølgende kørt på hospitalet for at blive tilset.

Slog medarbejder i hovedet, Charlottenlund

En kvinde kastede mandag kl. 14.15 en stol gennem modtagelsen på Gentofte Jobcenter, hvorefter hun tildelte en medarbejder på stedet to slag i ansigtet.

Stjal bil, Hellerup

En 27-årig mand fra Græsted stjal mellem tirsdag kl. 14.47 og onsdag kl. 10.00 en bil fra en adresse på Dyssegårdsvej, hvor han var i gang med at udføre arbejde på forurettedes hus. Køretøjets GPS-system ledte dog ejeren og politiet på rette spor, hvorfor den 27-årige mand torsdag aften blev sigtet og anholdt for forholdet. Det viste sig, at manden også havde et kørselsforbud, hvorfor han også blev sigtet for at bryde dette.

Stjal øl og chips, Charlottenlund

En 54-årig udenlandsk statsborger begik søndag kl. 19.31 butikstyveri i Coop 365 på Jægersborg Alle, da han puttede to øl og en pose chips i en pose, og herefter gik til kassen, hvor han betalte for én ekstra øl. En butiksdetektiv havde dog spottet situationen og fik tilkaldt politiet, der sigtede manden for butikstyveri.

 

Foto: ABW

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier