Konflikt på landevejen: Cyklister og bilister kæmper om pladsen

På landevejen er cyklister og bilister i nogle situationer som hund og kat. Irritation og konflikter opstår, når cyklister og bilister skal passere hinanden, men situationerne kan se markant forskellige ud, alt efter om man sidder bag rattet eller på cyklen. Den nye kampagne “Giv plads til hinanden”, som Rådet for Sikker Trafik står bag, gør med humor bilister og cyklister opmærksomme på, hvordan begge partere kan hjælpe med at gøre det tryggere og sikrere at dele landevejen.

Det kan nemlig opleves utrygt eller endda være farligt, hvis man som cyklist bliver passeret af en bil, som ikke har tilpasset hastigheden eller ikke holder tilstrækkelig afstand, når den overhaler. Faktisk har hver femte cyklist, som cykler på landeveje, oplevet, at de har været ved at miste kontrollen over cyklen indenfor det seneste år, fordi en bilist passerede dem for tæt på. Det viser nye tal fra en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik foretaget af Epinion.

Bag rattet i bilerne er perspektivet markant anderledes. Her har over halvdelen af bilisterne oplevet, at det var svært at overhale cyklister på landevejen, fordi de kørte ved siden af hinanden. Det kan skabe en situation, hvor bilisten føler sig presset af bagfrakommende trafik eller bliver utålmodig, hvis man skal vente bagved cyklisten, indtil der er plads til at overhale.

Med risiko for at blive bibelsk, sender situationen på landevejen let tankerne hen på det gamle ordsprog om at kunne se splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget.

– Nogle gange har vi tendens til at dømme den anden part hårdt for småfejl, mens vi lettere tilgiver os selv, når vi begår fejl. Hvis vi hver især er opmærksomme på den anden, og vi giver hinanden plads, så er meget vundet, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Misforståelser skaber frustration
Når der opstår uenighed mellem cyklister og bilister på landevejen, skyldes det ofte misforståelser. Den samme situation kan opleves meget forskelligt, alt efter om man sidder bag rattet eller i cykelsadlen.

På cykel kan det i nogle tilfælde være svært at høre en bagfrakommende bil, og derfor kan det tage et øjeblik, før cyklisterne reagerer og trækker ind til siden. Særligt motionscyklister kan grundet hastigheden og vindstøj have svært ved at opdage en bagfrakommende bil.

Set fra bilen kan det dog virke irriterende eller endda provokerende, at cyklisterne ikke reagerer med det samme. Det kan medføre en følelse af, at cyklisterne bevidst fylder mere, end de må, når de ikke trækker ind og kører enkeltvis, som de som udgangspunkt skal.

– Vi hører ofte om episoder, hvor cyklister og bilister er kommet op at skændes på landevejene. Mange glemmer, at de selv både er cyklist og bilist med jævne mellemrum. Det skal vi blive bedre til at huske. For hvis vi alle sammen prøver at vise ekstra hensyn og lader være med at tillægge den anden dårlige motiver, så kan vi sammen gøre landevejen tryggere, siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet.

Gode råd til cyklister og bilister
De gode råd til bilisten, der skal overhale en cyklist på landevejen, er:
• Sæt farten ned, hold afstand til cyklisten og vent med at overhale, til der er tid og ordentlig plads til at overhale sikkert og hensynsfuldt. Det er anbefalet at overhale med mindst 1,5 meters afstand til cyklisten.
• Hvis cyklisten/cyklisterne ikke trækker ind til højre, så hav tålmodighed og lad være med at blive sur eller provokeret. Måske har cyklisten ikke hørt dig – eller måske er højre side af vejen hullet eller fuld af småsten, som er farlige at køre på.
• Hvis der kommer modkørende biler, så vent bag cyklisten, til den/de modkørende har passeret. Lad være med at trykke speederen i bund og drøne forbi for at nå at overhale cyklisten før de modkørende.
De gode råd til cyklisten, der kører på landevejen uden cykelsti/cykelbane, er:
• Kør så vidt muligt tæt på vejkanten/kantstriben i højre side.
• Hvis du kører lidt ude på vejbanen (fx fordi vejen er ujævn/hullet/fuld af småsten i højre side), skal du trække ind til højre, når der kommer en bil for at give bilen plads til at komme forbi.
• Er I flere, skal I trække ind på én linje og køre én og én, ikke ved siden af hinanden, lige så snart I opdager, at der kommer en bil bagfra.
Den nye kampagne ‘Giv plads til hinanden’ er udarbejdet af Rådet for Sikker Trafik og sætter fokus på, hvordan cyklister og bilister tager hensyn til hinanden på landevej.

Kampagnen ligger i forlængelse af Vejdirektoratets kampagne ‘Vi deler vejen’, som på udvalgte vejstrækninger gør cyklister og bilister opmærksomme på, hvordan de tager hensyn til hinanden.

Pressefoto

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier