Skab bedre muligheder for friluftsliv i Gentofte

Har du en god idé til et projekt, der skaber bedre fysiske rammer for friluftsliv, nye muligheder for vandfriluftsliv, eller som udvikler børn og unges friluftsliv. Så kan du søge om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. Næste frist for ansøgninger er 15. februar 2024.

Du kan nu søge om tilskud til lokale projekter, der skaber flere muligheder for friluftsliv eller øger befolkningens naturforståelse, fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, som uddeles af Friluftsrådet. Du kan søge om tilskud fra 20.000 kr. og opefter. Næste ansøgningsfrist er 15. februar 2024.

Siden juni 2022 har Friluftsrådet givet tilskud til 840 lokale projekter i 91 kommuner. Der er blandt andet givet tilskud til bål- og madpakkehytter, sheltere, grønne læringsrum for skoler, grejbaser med udlån af friluftsudstyr, etablering af stier og meget andet.

“Gode muligheder for naturoplevelser og friluftsliv skaber stor værdi ude i lokalsamfundene, og vi ser ofte, at projekterne er med til at skabe blandt andet nye fællesskaber og lokal stolthed. Det vil vi gerne støtte, så vi håber, at vi får en masse ansøgninger om tilskud til gode projekter,” siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.

Tre temaer for projekter
Du kan søge om tilskud til lokale projekter inden for tre temaer:

• Fysiske rammer for friluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der skaber bedre fysiske rammer for friluftsliv, så flere kommer ud og oplever naturen. Det kan fx være shelterpladser, madpakkehuse, fugletårne eller faciliteter, der imødekommer personer med handicap eller andre særlige behov. Det kan også være friluftsudstyr til udlån, stier og andre fysiske tiltag, som forbedrer adgangen til naturområder.
• Vandfriluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der skaber bedre muligheder for at dyrke friluftsliv på og i vandet. Det kan fx være faciliteter og udstyr, som understøtter vandaktiviteter eller skaber bedre adgang til vandet. Det kan også være udstyr til formidling af naturen under vandoverfladen.
• Børn og unges friluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der fremmer børn og unges friluftsliv eller øger deres naturforståelse. Det kan fx være etablering af skolehaver og andre initiativer, der gør det nemmere at flytte undervisningen ud i det fri. Det kan også være udstyr og faciliteter til nye aktiviteter i foreninger, der får flere børn og unge ud i naturen.

Få information om dine muligheder for at søge tilskud
Er du nysgerrig på, hvilke muligheder du har for at søge om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv? Så deltag i Friluftsrådets webinar tirsdag d. 16. januar 2024 kl. 17.00-17.30. Her vil du kunne høre mere om, hvilken type projekter Friluftsrådet giver tilskud til, hvilke krav og rammer der er, og få inspiration fra tidligere støttede projekter. Tilmeld dig her.

Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive til Friluftsrådet, der gerne hjælper med gode råd og sparring. Du kan kontakte Friluftsrådets puljeadministration på tlf. 33 79 00 79 (tast 2) eller på mail: tilskud@friluftsraadet.dk.

Udlodningsmidler til Friluftsliv er en del af overskuddet i Danske Lotteri Spil og Det Danske Klasselotteri.

Foto: ABW

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier