Rekordmange klager om problemer med nethandel i 2023

Aldrig før har så mange danske forbrugere kontaktet Forbruger Europa, fordi de har følt sig snydt på nettet. ”Det kalder på, at vi er nødt til at være kritiske, når vi handler på nye hjemmesider,” siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent. De giver gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du handler online.

Foto: ABW

Hvert år hjælper Forbruger Europa mange danskere, der har købt produkter eller ydelser på nettet. Og selvom det meste nethandel går godt, slog 2023 igen en kedelig rekord for antallet af henvendelser fra forbrugere, der oplevede at være blevet snydt:

”Vi har aldrig fået så mange henvendelser, hvor forbrugere har følt sig snydt, når de har handlet online. Forbrugerne har haft svært ved at få kontakt til virksomhederne bag, når de pludselig fik en overraskende faktura ind ad døren, eller der blev trukket et beløb på kontoen,” siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.

”Det er ikke længere nok kun at kigge på sprog og priser på hjemmesiden. Der er de useriøse virksomheder og svindlerne simpelthen blevet for dygtige til at lave en flot hjemmeside, der er målrettet danske forbrugere. Det kalder på, at vi alle sammen er nødt til at være kritiske, når vi handler via nye hjemmesider. Som regel kan du via nogle få råd spotte de useriøse hjemmesider fra de gode.”

De skjulte abonnementsfælder topper listen
De fleste sager er oprettet af danskere, der er havnet i en abonnementsfælde. De har både haft mange sager om køb af kosttilskud og lignende, og så har de haft rekordmange sager, hvor danskere har tilmeldt sig en udenlandsk datingside, men ikke har kunnet opsige deres medlemskab, da de fandt ud af, at der ikke var virkelige personer, de kunne date.

”Det er ikke nyt, at nogle virksomheder bruger ufine metoder og bøjer loven. Der vil altid være aggressive virksomheder, der er parate til at gå langt, men heldigvis kan man som forbruger som oftest undgå at havne i kløerne på dem ved at følge nogle få råd og tjekke virksomheden,” siger Lars Arent og fortsætter:

”En særlig gruppe er svindelvirksomhederne. De er gode til at forny sig. Derfor kommer det i bølger, hvad der er fokus på i bestemte perioder. Nogle skifter virksomhedsnavn, laver nye hjemmesider, nye produkter, så det bliver ekstra svært for forbrugerne at genkende, hvad der er svindel, og hvad der ikke er”.

Derfor har Forbruger Europa samlet fem gode råd, der hjælper dig til at spotte de useriøse virksomheder:

1. Har virksomheden et godt omdømme?
Det er en god ide at søge på virksomhedens navn på nettet. Det giver et indblik i tidligere kunders oplevelser. Du kan også tjekke, om hjemmesiden har mærkningsordninger eller officielle certificeringer, der viser, at virksomheden overholder lovgivningen. Du skal dog være opmærksom på, at både ratings og mærker kan være forfalskede.

2. Vær særlig opmærksom, når du er på sociale medier
I mange af Forbruger Europas sager er forbrugeren faldet over produktet og virksomheden på sociale medier. Hvis du ser et godt tilbud, så tjek hjemmesiden, og undersøg virksomhedens omdømme, inden du handler.

3. Er der tvetydige formuleringer?
Hvis der er uklare formuleringer på bestillingssiden, og hvis der står noget med småt, er det en god idé at være ekstra opmærksom. Det kan være en forsøg på at forvirre eller skjule eventuelle betingelser.

4. Hvordan kontakter du virksomheden?
Der skal være kontaktoplysninger og en fysisk adresse på hjemmesiden. Det skal også være oplyst, hvad du gør, hvis du ønsker at klage eller fortryde købet.

5. Er der oplysninger om produktet?
Virksomheden er forpligtet til at give en række informationer inden købet, fx detaljer om produktet, den samlede pris, leveringsbetingelser, betalingsmuligheder og forbrugerrettigheder såsom fortrydelse og reklamation. Vær på vagt, hvis disse oplysninger ikke fremgår klart.

Kilde. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier