Sundhedsstyrelsen udmøntede i starten af juli en ny pulje penge til at udvikle ryge- og nikotinstoptilbud til børn og unge. I alt gives der 58,5 mio. kr. til 17 projekter med 38 kommuner, der hermed får midler til at udvikle og afprøve stoptilbud målrettet børn og unge under 25 år. Projekterne starter allerede i 2024 og løber frem til og med 2027.
Mange børn og unge vil gerne kvitte nikotinen. Og selvom langt de fleste kommuner tilbyder gode og effektive stopforløb til voksne, har der indtil nu ikke været ret mange tilbud specifikt til børn og unge. Det ændrer sig nu, hvor 38 kommuner får mulighed for at afprøve og blive klogere på, hvilke typer af indsatser, der virker, når det kommer til nikotinafvænning hos børn og unge.
”Vi ved, at en stor del af børn og unge, der bruger tobaks- og nikotinprodukter, ønsker at holde op med at bruge dem, og at mange af dem har forsøgt at stoppe. Men vi kan samtidig se, at andelen af børn og unge, der deltager i de kommunale stoptilbud, generelt er lav, og mange kommuner oplever desuden, at det er svært at arbejde med nikotinafvænning til børn og unge,” siger sektionsleder Maja Bæksgaard Jørgensen, som glæder sig over, at kommunerne får midler til at udvikle deres stoptilbud og tilpasse dem til denne målgruppe:
”Vi har brug for at få udviklet nogle tilbud rundt om i landet, som de unge oplever er relevante for dem. Det er nogle rigtig spændende projekter, som kommunerne har budt ind med, og de bliver interessante at følge. Vores håb er, at kommuner i hele landet – og selvfølgelig også de unge – vil komme til at få gavn af projekternes indsigter og erfaringer.”
Puljen vil blive evalueret, og der vil løbende gennem puljeperioden blive indsamlet og delt erfaringer mellem projektkommunerne samt med de øvrige kommuner. Desuden vil der blive holdt seminarer både midtvejs og i slutningen af puljeperioden. På seminarerne får kommunerne mulighed for at udveksle viden og indsigter fra projekterne i forhold til, hvad der virker og ikke virker ved deres stoptilbud til børn og unge. Både projektkommunerne og de øvrige kommuner inviteres til seminarerne.
Om Pulje til udvikling af ryge- og nikotinstoptilbud til børn og unge 2024-2027
Puljen udmønter et initiativ fra den politiske aftale om en forebyggelsesplan målrettet børn og unges brug af tobak, nikotin og alkohol fra november 2023. Den er målrettet til indsatser for børn og unge under 25 år, der bruger tobaks- eller nikotinprodukter og ønsker hjælp til at stoppe.
Med puljen får kommunerne også mulighed for at arbejde med rekruttering af børn og unge til stoptilbud samt for at øge kompetenceniveauet på området. Evalueringen skal pege på en eller flere bæredygtige modeller for kommunale ryge- og nikotinstoptilbud målrettet børn og unge, der kan sættes i drift i alle kommuner.