Svar på debatindlæg af Christian Vigilius i Villabyerne
Af Patrizia Venturelli Christensen, kandidat for Liberal Alliance
I sit debatindlæg i Villabyerne kritiserer Christian Vigilius Liberal Alliances forslag om at reducere administrationsomkostningerne i Gentofte og efterlyser større præcision. Det er en legitim ambition. Men når kritikken samtidig reducerer forslaget til noget, der kan affejes som “smart i en fart”, bliver det svært at se det som andet end et forsøg på at vinde en nem pointe.
For det er ikke en præcis gengivelse af Liberal Alliances udspil. Det er en forenkling.
Ingen har foreslået, at man ukritisk skal fjerne funktioner, der er nødvendige for borgerne. Det ved alle, der arbejder seriøst med økonomistyring og organisation. Alligevel bruges netop denne præmis som afsæt for kritikken: at “administration” i virkeligheden er borgernær drift, og at reduktion derfor vil gå direkte ud over service og sagsbehandling.
Det er en klassisk stråmand. Og det er – ironisk nok – en langt hurtigere genvej i debatten end det, man kritiserer.
For selvfølgelig dækker administration også understøttende funktioner. Men det er ikke et argument imod at stille spørgsmål ved omfanget. Det er et argument for at gøre det ordentligt.
Og netop her bliver forskellen tydelig.
Liberal Alliance siger: Lad os sætte et ambitiøst mål og derefter gennemgå opgaver, arbejdsgange og organisering systematisk – i samarbejde med forvaltningen – for at finde reelle effektiviseringer.
Kritikken siger i praksis: Det er komplekst, derfor bør ambitionen dæmpes.
Den tilgang risikerer at fastholde det niveau, vi allerede har.
Og det er værd at holde fast i, at det niveau ikke er opstået tilfældigt. Gentofte har i mange år været ledet af det samme politiske flertal. Hvis man mener, at administrationsomkostningerne i dag i vid udstrækning er nødvendige og velafbalancerede, er det i sig selv et politisk standpunkt. Men så bør man også sige det åbent – og ikke afvise alternative ambitioner med henvisning til kompleksitet alene.
Min egen erfaring fra mange år i ledelse er, at netop dér, hvor opgaver beskrives som komplekse og vanskelige at ændre, findes der ofte et betydeligt potentiale. Ikke fordi nogen bevidst har skabt ineffektivitet, men fordi organisationer over tid opbygger lag af procedurer, dokumentation og hensyn, som sjældent bliver fjernet igen.
Det gælder i private virksomheder. Og det gælder i høj grad i den offentlige sektor, hvor politiske beslutninger løbende lægger nye opgaver ovenpå de eksisterende.
Det peger også på en anden dimension, som ofte overses i denne debat: organiseringen af opgaverne. I Gentofte gør vi allerede brug af private løsninger på en række områder, og det er positivt. Men vi udnytter langt fra potentialet fuldt ud. Hvis vi ønsker både høj kvalitet og lavere administrative omkostninger, bør vi i endnu højere grad være åbne over for konkurrence og samarbejde med private aktører. Erfaringer viser, at det skærper fokus på både effektivitet og resultater – ikke som et mål i sig selv, men som et middel til bedre velfærd for pengene. Det er en dagsorden, jeg gerne vil arbejde videre med – også indefra kommunalbestyrelsen.
Derfor er det heller ikke tilstrækkeligt blot at tilslutte sig ønsket om “mindre bureaukrati”. Hvis man mener det alvorligt, kræver det, at man tør sætte et ambitionsniveau, der faktisk forpligter.
Gentofte er en stærk kommune med samlede indtægter på omkring 10,4 mia. kr. og et betydeligt råderum – også efter udligning. Men netop derfor bør vi stille højere krav, ikke lavere. Der er fortsat et betydeligt potentiale for at organisere opgaver smartere og prioritere skarpere, end det er sket gennem de seneste mange år.
Ambitioner er ikke et problem i sig selv. De er en forudsætning for udvikling.
Det, der bør diskuteres, er ikke, om vi skal udfordre niveauet for administration, men hvordan vi gør det konkret og ansvarligt. Den diskussion tager jeg gerne.
Og når det gælder en mere retfærdig udligning – som også nævnes i debatindlægget – ser jeg faktisk frem til at kunne samarbejde med Christian Vigilius og resten af det konservative parti. Det er et område, hvor der er brug for, at vi løfter i fællesskab – og hvor resultaterne indtil nu har været mere begrænsede, end ambitionerne kunne tilsige.
