Kæmpe tillykke til Gentofte Kino!
Igen i år er Gentofte Kino løbet med titlen som Byens Bedste Filmoplevelse 2023 – det er nu tredie år i træk!
Bag prisen står Berlingske, der årligt uddeler Byens Bedste priser i 15 kategorier og med i alt 75 nominerede. Da Gentofte Kino i første omgang nomineredes til prisen igen i år, skrev Berlingske:
“Det kan virke uopfindsomt at nominere Gentofte Kino, når samme biograf løb med titlen som Byens Bedste i 2022, men det er simpelthen umuligt at komme udenom den stilige, ældre dame på Gentoftes hovedgade. Udover det lækre interiør og den smagfuldt indrettede foyer markerede biografen sig også stærkt i år, da Christopher Nolans »Oppenheimer« fik dansk premiere. Gennem intenst lobbyarbejde fra den danske distributør lykkedes det nemlig Gentofte Kino at lande en godkendt – og meget dyr – 70 mm-kopi af filmen, der står skarpere end de digitale kopier.
Da også Imperial ved Vesterport og Nordisk Films biograf i Aarhus fik en kopi, havde Danmark tre af slagsen, hvilket ikke er sket siden lanceringen af »Oliver« i 1969. Det er den form for dedikation til filmhåndværket, der endnu et år sikrer Gentofte Kino en nominering som Byens Bedste.”
Læs mere om Gentofte Kino og de øvrige nominerede hos Berlingske her.