Danmarkshistorien fortalt på tre minutter bliver viralt hit

P3 skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om en superkort Danmarkshistorie:

Historikeren Asser Amdisen får Danmarkshistorien til at give mening og skaber overblik ved at koge nationalfortællingen ned til tre minutter.

“Jeg har lært mere om danmarkshistorien på tre minutter, end jeg gjorde i 10 år i folkeskolen.”

Sådan lyder en af de mere end 2.500 kommentarer til historikeren Asser Amdisens lyngennemgang af danmarkshistorien i P3 Morgen fra den 29. marts. I løbet af de tre minutter kommer Amdisen igennem alle de væsentligste perioder i en uformel tone, men samtidig historiefagligt holdbar.

På P3 er successen kommet bag på morgenvært Mikkel Rosendal.

“Vi er overraskede over, at den er gået så godt. Men det understreger, at lytterne gerne vil have det tunge indhold. Når bare det som hér er virkelig stærkt formidlet, så er der faktisk ikke noget, der er for kedeligt.”

Af kommentarerne på P3s Facebook-side fremgår, at gennemgangen har givet mange unge et overblik over historien.

“Hvorfor blev den her video ikke lagt op sidste år, inden vi skulle til eksamen? Det er jo hele pensum lige dér”.

Asser Amdisen har gjort det til sit speciale at formidle historiefaglig viden på en let tilgængelig måde.

“Det overraskende er nok, at det er historie, som pludseligt er så populært. Men man kan faktisk godt være både faglig, underholdende og faghistoriker på en gang.”

Asser Amdisen tager afsæt i sin bog ‘En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig’, hvor han koger 15.000 års danmarkshistorie ned til 256 sider.

“Vi er glade for, at især de unge har taget videoen til sig og har lært lidt historie af hr. Amdisen,” som forlagschef Michael Haase udtrykker det.

Videoen har før påske rundet 1,3 mio. visninger, og er blandt de allermest sete på P3s Facebookside, som ellers domineres helt af satireindhold. Den er delt mere end 10.000 gange.

Et viralt hit af historiske dimensioner.

Videoen er her.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier