Friluftsrådet skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om vinteren:

Undersøgelsen Danskernes Friluftsliv viser, at vi i høj grad bliver inden døre om vinteren – og det er helt unødvendigt, mener Friluftsrådet, der samtidig kommer med gode ideer til udendørs vinteraktiviteter for både børn og voksne.

Der er ingen grund til at blive inden døre, bare fordi det er koldt derude. Sådan lyder det fra Friluftsrådet.

Friluftsrådet har i en stor undersøgelse kortlagt “Danskernes Friluftsliv”, og blandt de mere end 9400 deltagere i undersøgelsen, viser det sig, at de fleste er markant mindre aktive uden for i vinterhalvåret.

56 procent af deltagerne i undersøgelsen har angivet, at de i sommerhalvåret opholder sig i naturen en eller flere gange dagligt, og 29 procent yderligere opholder sig i naturen en til tre gange om ugen – altså 85 procent af befolkningen opholder sig i naturen mindst én gang om ugen. Kun 1 procent opholder sig aldrig eller næsten aldrig i naturen om sommeren.

Sidder inde om vinteren

Til sammenligning har kun 31 procent angivet, at de i vinterhalvåret opholder sig i naturen en eller flere gange dagligt, mens sammenlagt svarer 59 procent, at de opholder sig i naturen mindst en gang om ugen i vinterhalvåret. 3 procent har svaret, at de aldrig eller næsten aldrig er i naturen om vinteren.

Vinterbader, foto: Friluftsrådet

“Det er netop om vinteren, vi har allermest brug for at være ude i naturen – for at mærke sollyset og få noget D-vitamin til at komme igennem det mørke halvår. Vinteren i Danmark har rigtig mange naturoplevelser at byde på, så det er bare med at komme ud. Med fare for at lyde lidt morfar-agtig, så handler det bare om at have det rigtige, varme tøj på,” siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Effekt på sundhed og livskvalitet

En af de rigtig gode grunde til at bevæge sig ud i vinteren er netop naturens effekt på humør, sundhed og livskvalitet.

Danskerne oplever i undersøgelsen en direkte effekt af deres friluftsliv og deres generelle livskvalitet og sundhed. Helt overordnet oplever tre ud af fire, at friluftsliv øger deres livskvalitet. 84 procent oplever en effekt på deres psykiske velvære og humør, 80 procent oplever en positiv effekt på deres fysiske form og helbred, og 40 procent oplever en positiv effekt på deres sociale liv.

Det er derfor en rigtig god idé at bevæge sig ud i naturen – også om vinteren.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev