Udstilling med malerier af Jens Birkemose og Frederik Lindskov

Galerie Knud Grothe byder velkommen til fernisering på udstilling med malerier af Jens Birkemose og Frederik Lindskov! Ferniseringen finder sted fredag den 8. september kl. 16.00-20.00, og Frederik Lindskov laver artist talk kl. 17.00! Til ferniseringen bydes der på kølig rosévin samt rejer svøbt i grønt med ørredrogn!

Galleriet skriver følgende om udstillingen i sit nyhedsbrev:

“På étårsdagen for Jens Birkemoses død 8. september 2022, slår vi dørene op og hylder den store mester i abstrakt ekspressionisme med en perlerække af hele otte sjældne værker. Birkemose blev uddannet på akademierne i København og Paris og modtog i 1991 den højeste anerkendelse – Eckersberg Medaljen – for med sine abstrakte kompositioner at forene form og farve på en så original måde, at der var tale om et nybrud i dansk kunst. Med afsæt i The New York School og kunstnere som Rauschenberg og Johns, kombinerede Birkemose elegant det nøje konstruerede billedrum med de såkaldte ‘hændelser’ af spontan-abstrakt karakter; løbere, overmalinger og pludselige indskydelser, og skabte herved et monument i dansk samtidskunst.

I udstillingen har vi ladet ham gå i dialog med en yngre, nulevende kunstner, Frederik Lindskov (f. 1976), som ligeledes selv tager afsæt i New York-skolen . og ikke mindst arven efter Birkemose selv. Lindskov er uddannet i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet og er en garvet foredragsholder i samtidskunst på de danske museer. Han debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 2005 og har sidenhen bl.a. været bestyrelsesformand for Kunstnernes Efterårsudstilling samt udsmykket Kavalergården ved Bernstorff Slot med 80 malerier. Lindskov arbejder i krydsfeltet mellem natur og abstraktion, idet han ønsker at undersøge menneskets eget bidrag til den såkaldte ‘rene sansning’; altså undersøge i hvilket omfang mennesket selv farver og påvirker det billede naturen afsætter. Ifølge Lindskov er såvel sansning som kunst en konstruktion, hvorfor et maleri til enhver tid må have en kerne af abstraktion.

På dette sidste og afgørende punkt kongruerer Birkemose og Lindskov fuldstændig. Abstraktionen er menneskets sande udtryk. Med 30 års mellemrum mødes to kunstnere omkring det samme projekt.”

Udstillingen slutter lørdag den 30. september 2023.

Læs meget mere her.

Tidligere udstilling hos Galerie Knud Grothe. Foto: IDM

Tilmeld dig vores nyhedsbrev