Af Patrizia Venturelli Christensen, Folketingskandidat og Kommunalbestyrelsesmedlem (Gentofte)
Europa er langt fra perfekt. Men én ting har vi til fælles på tværs af lande, sprog og politiske traditioner: vores levevis. Den måde, vi lever på – med personlige frihedsrettigheder, retssamfund, ytringsfrihed, ligestilling og respekt for individet – er ikke tilfældig. Den er resultatet af århundreders kamp, kompromiser og erfaringer. Og den er værd at bevare og forsvare.
Det blev meget tydeligt for mig forleden, da vi havde besøg af Henrik Dahl til en debat om Europas sikkerhed og fremtid. Et af hans centrale budskaber var, at Europas største styrke ikke blot er militær kapacitet eller økonomisk magt, men netop vores levevis. Samtidig er det også her, vi er mest sårbare.
For frihed er ikke en selvfølge. Den kan slides ned – ikke kun udefra, men også indefra.
I den offentlige debat taler vi ofte om eksterne trusler: Rusland, krigen i Ukraine, ustabilitet i Europas nærområder og spændinger omkring Grønland og Arktis. Alt dette er reelle og alvorlige udfordringer. Men den måske største trussel mod Europas sikkerhed er den interne splittelse – mellem medlemslande, men også inden for de enkelte lande.
Når vi mister evnen til at tale ordentligt sammen. Når identitetspolitik, polarisering og mistillid får lov til at erstatte fælles ansvar. Når vi begynder at tvivle på de grundlæggende værdier, som vores samfund bygger på. Så svækker vi os selv – uden at der behøver at blive affyret et eneste skud.
Europa skal ikke idealiseres. Der er masser, der kan og skal gøres bedre. Bureaukrati, ineffektivitet og manglende handlekraft udfordrer borgernes tillid. Men løsningen er ikke at vende ryggen til det europæiske samarbejde eller til vores fælles værdier. Løsningen er at tage ansvar for dem – og arbejde for at styrke dem.
Det kræver realisme. Det kræver sammenhængskraft. Og det kræver, at vi tør sige højt, at frihed, demokrati og retsstat ikke er gratis goder, men noget, der skal vedligeholdes og forsvares – politisk, kulturelt og i sidste ende også sikkerhedspolitisk.
Europa er ikke perfekt. Men det er værd at kæmpe for, at det bliver bedre. Ikke mindst fordi alternativet – et Europa præget af splittelse, svaghed og intern mistillid – er langt mere skræmmende.
