Gentofte Kultur & Festdage er lige på trapperne

Gentofte Kommune skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Kultur & festdage:

Programmet er klar. Fra torsdag den 20. til søndag den 23. juni står Gentofte i kulturens og festens tegn. Der er oplevelser for hele familien de fire dage med koncerter, fællespisninger, loppemarkeder, vandreture, foredrag og meget mere.

Gentofte Kultur & Festdage finder sted i hele Gentofte fra den 20. til den 23. juni og foreninger, kirker, kulturinstitutioner, handlende, frivillige og mange andre er gået sammen om at skabe gode oplevelser – både af den slags der larmer, den slags der rører dig og den slags, du kan fordybe dig i.

Masser af musik

Programmet bugner af koncertoplevelser i alle genrer – og der er oplagte muligheder for både at opleve gamle kendinge og stifte bekendtskab med nye genrer. Nystiftede Gentofte Jazzklub inviterer til jazz med Veronica Mortensen i Byens Hus på Hellerupvej, børnene kan gå til hyldestkoncert for guitarhelten Django Reinhardt på Gentoftegade Bibliotek, syrerockikonet Uffe Lorenzen spiller til solhvervsfest i Ordrupgaards park, Alberte Winding indtager Hovedbiblioteket og årets vindere fra Børne-MPG, de lokale heltinder fra SODA, synger til familiefestivalen Sej, Sund og Sikker i Øregaardsparken.

I Gentoftes Kirker er musikprogrammet også stærkt; der er både arier i Messiaskirkens have, middelaldersang i Sankt Andreas Kirke, a capella pop i Hellerup Kirke og jazz med the one and only Suzanne Brøgger i Vangede Kirke.

Også på gader, stræder og i parker swinger det – på Jægersborg Allé spiller Moonjam op til en smuk lørdag, Vangede genlyder af både god jazz og pigtråd, i Gentoftegade er swingmusik garneret af akrobatik i en festlig gadeparade og jazzkometen Signe Juhl spiller på den smukke Spejlscene i Øregaardsparken.

Spis sammen, tal sammen

Fællesspisninger er kommet for at blive – og både Hovedbiblioteket og Bellevue Teatret stiller borde op, så man kan mødes om måltider.

På Hovedbiblioteket er der grill på græsplænen fredag – det er umiddelbart efter en børneteaterforestilling og umiddelbart før koncerten med Alberte. Bellevue Teatret fejrer den lokale midsommer med Rødspættefest: langborde på stranden, en dukkert, friske spætter og kølig vin – garnituren er sjove fortællinger, som teatret er mestre i. Vil du spise, skal du købe billet – al info om det finder du på kulturogfestdage.dk eller direkte hos Hovedbiblioteket eller Bellevue Teatret.

Børnenes fest

For ungerne er der masser af sjov og ballade i programmet; ikke mindst den store, traditionsrige, familiefestival Sej, Sund og Sikker i Øregaardsparken. Her er der som altid børneløb: Det kendte Centimeter Maraton og i år det nye Legehelteløb – begge med Børneulykkesfonden – og der er et hav af aktiviteter på pladsen målrettet børn op til 10 år. Vil børnene løbe med, kan man melde sig til via kulturogfestdage.dk og ved teaterforestillingen på Hovedbiblioteket dagen før.

Netop børneteater er der masser af – ved Dyssegårdskirken er der Græshoppesalsa, ved Bernstorff Slot er der fortælletivoli, ved Hovedbiblioteket nyfortolkes King Lear og Teater Globen inviterer til En Skærsommernatsdrøm – og meget, meget mere.

Kultur og fest i hele Gentofte

I Gentoftes gader kan du også opleve kultur og fest. Hyggelige markeder i handelsstrøg, lokalhistoriske vandreture, lopper og musik og underholdning i hyggelige Skovshoved Havn, foredrag om Schæffergårdens historie og arkæologi, yoga i det fri – der er masser at være fælles om og nok at gå i gang med de fire junidage.

Praktisk

Langt det meste er gratis, der er dog enkelte arrangementer, hvor der er entré og hvor du skal tilmelde dig på forhånd. Find det trykte program på bl.a. bibliotekerne – og bliv opdateret om al praktisk information på kulturogfestdage.dk.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier